Jeg gider ikke bære rundt på mere end højst nødvendigt. Der er ingen grund til at slæbe på unødige kilo, hvis det kan undgås. Derfor har jeg samlet nogle af de tricks, jeg selv bruger for at få en lettere rygsæk.

Sådan får du en lettere rygsæk

Der er mange små ting, du kan gøre for at få en lettere rygsæk at bære på. Der er måske også nogle ting, du ikke har tænkt over, som gør en stor forskel. Jeg har fundet ud af, hvad der virker for mig og har suget forskellige tips til mig gennem tiden. Dem får du også glæde af nu.

Need or nice to have

Jeg bruger need/nice to have i mange aspekter i mit liv. Når det kommer til friluftsliv og -grej, så er det vigtigt, at nøjes med at tage ”need” med på tur. Du kan eventuelt lave en liste med alle de ting, du tager med på tur. Når du kommer hjem, krydser du af, hvad du rent faktisk har brugt. Alt det du ikke har brugt, lader du blive hjemme næste gang. På den måde bliver det håndgribeligt, hvad du i virkeligheden ikke bruger på tur.

Én ting, flere formål

Mange af mine ting kan bruges til flere formål. Det er praktisk at have én ting, der kan bruges til flere formål. For eksempel kan en mugg bruges som både kop og tallerken. En drybag kan bruges til at holde tøjet tørt i rygsækken, men kan også bruges som hovedpude, når der er tøj i. Et kompas kan bruges til at navigere efter, men spejlet kan også bruges til at tjekke efter flåter eller til at sætte kontaktlinser i, hvilket jeg ikke er så god til uden spejl. En dolk kan bruges til at snitte optændingsspåner med og til at skære mad ud med.

Minimér din mængde af tøj

Du har det tøj, du står og går i. Derudover kan du – alt efter hvor lang din tur er – nøjes med én ekstra trøje, et ekstra par sokker og et ekstra par underbukser. Du kan også vælge at tage et par bukser med, der har zip off funktion. På den måde sparer du vægt og fylde, da bukserne både er lange og kan lynes af til shorts.

Sådan vælger du de rette vandresokker > > >

Del vægten ud mellem jer

Hvis I er flere af sted sammen, så del vægten ud. Én har teltstængerne, én har inder- og ydertelt, én har maden, én har gas og vand. Der er mange muligheder for at fordele vægt og grej ud blandt jer, når I er flere af sted og det giver jer alle en lettere rygsæk.

Vælg et let telt

Et telt bør veje omkring 1 kilo per person, når det er til fjeldbrug. Ofte bliver et telt lettere, jo flere mennesker det kan rumme. Mit 2-personers telt vejer 1700 gram og det bruger jeg både, når jeg selv er af sted og når Jonas og jeg er sammen på tur. Det er en del vægt at bære på alene, men når mine ture som regel kun er på et par overnatninger, så er det ikke noget problem.

Eller skift teltet ud med et lettere alternativ

Du kan også vælge at bruge en hængekøje, som ly for natten. Eventuelt med en tarp over, hvis det skulle regne. Jeg har brugt tips fra denne side, da jeg skulle blive klogere på hængekøjeprincipperne. Du kan også bruge en bivibag, som jeg synes, fungerer rigtig godt. Det er en smagssag. Shelters er også frit tilgængeligt og de er utrolig mange steder i både Danmark og Sverige.

Invester i en let sovepose

Jeg har en tresæsoners dunsovepose. Den vejer 1200 gram, som i min optik er lige i overkanten og den er i øvrigt også 15 centimeter for lang. Mit næste grejkøb bliver højst sandsynlig en sovepose, der passer til mit korte korpus og er lidt lettere, gerne under 1 kilo.

Liggeunderlag

Der findes et hav af varianter og her er det også en smagssag, men en vægt på omkring 500 gram er at foretrække. Volumen på et liggeunderlag er også værd at tage med i overvejelserne. Mit er på størrelse med en 500 milliliters drikkedunk og vejer 230 gram.

Hvad så med kogegrej?

Alt efter hvad du skal have at spise, bør du pakke derefter. Hvis du skal leve af havregrød og frysetørret eller dehydreret mad, er der ingen grund til at tage den helt store Trangia-oppakning med. Der kan du nøjes med en JetBoil eller nøjes med at tage dele af Tranigasættet (eller hvilket kogesystem, du nu bruger) med.

Hvor meget gas skal du tage med?

Er du på en weekendtur alene, er der ingen grund til at slæbe en kæmpe dåse gas med. Som tommelfingerregel bruges der cirka 10 gram gas per liter vand. Så kan du selv regne ud, hvor meget vand du skal bruge på at lave havregrød, rehydrere din frysetørrede mad og brygge kaffe eller the. Er I flere af sted, er det bedre at tage én stor dåse gas med end flere små. Derved har I mindre at bære på, mindre der skal i skraldespanden og I sparer også lidt penge ved at købe én stor frem for flere små dåser.

Letvægtsmad

Der er flere ting i det. Lad være med at tage for meget ekstra mad med. Lad være med at tage dåsemad med – det fylder og vejer i rygsækken og du skal slæbe på det indtil næste skraldespand. Lad være med at pakke snacks i lange baner. Jeg plejer at portionspakke havregryn og have 2-3 snacks med per dag. Frokosten består som regel af en klapsammen, pakket på forhånd til første dag og ellers for eksempel suppe med nudler, og aftensmaden består af frysetørret mad. Der er masser af kalorier i, det fylder og vejer ikke noget, og som regel smager det udmærket. Knækbrød er i øvrigt et godt alternativ til rugbrød, som vejer og fylder meget. Find det rigtige kalorieholdige knækbrød og spis det i stedet for.

Begræns toiletsagerne

Jeg pakker kun tandbørste, tandpasta i rejsestørrelse, p-piller, tandtråd, deodorant og en flåtspray. Det har jeg i en ziplockpose, i stedet for en toilettaske.

Hvad er dine letvægtstips?

De bedste hilsner,

Maria