Nu har vi haft en lang periode med tørke og et afbrændingsforbud i hele landet (2018). Hen over weekenden og de sidste par dage er der endelig kommet regn, som har gjort, at forbuddet nu er hævet i mange dele af landet. Derfor er det oplagt med en reminder om, hvor du må tænde bål henne i naturen.

Der er noget særligt ved bålets skær. Det hører sammen med friluftsliv. At sidde og kigge ind i gløderne. At høre bålet knitre. Dufte kaffen eller maden, der simrer i gryden. At samles om bålet og måske dele en historie eller en god naturoplevelse.

Bålet kan varme dig. Bålet kan varme din mad. Bålet kan skabe hygge og sammenhold. Men må du tænde bål, hvor du vil? Er der forskel på, om det er offentligt eller privatejede arealer?

Må du tænde bål i skoven?

På bålpladser i Naturstyrelsens skove må du gerne tænde bål uden at spørge om lov først. Du må også gerne samle pinde i skovbunden til dit bål. Reglerne er lidt anderledes i privatejede skove. Her skal du spørge om lov, før du samler brænde og tænder bål. I offentlige skove skal du også spørge om lov. De opsatte shelterpladser med bålpladser må du benytte, som der nu står beskrevet i ”regelsættet” på skiltene. Du kan finde bålpladser, shelterpladser, friteltningsområder og meget andet på Ud i Naturen.

Må du tænde bål på stranden?

På stranden må du gerne tænde bål. Dog skal det være i strandkanten på den del af stranden, hvor der ikke vokser planter. Vil du bruge bålfad eller en grill, gælder de samme regler. I klitterne på du til gengæld ikke tænde bål. Der skal være minimum 50 meter til nærmeste beboelse, hvis du vil lave bål på privatejet strand. Og du skal altid huske at slukke bålet forsvarligt og aldrig dække det til med sand, da gløderne kan ulme i lang tid.

Hvor må du bruge stormkøkkener?

Trangia, JetBoil, Primus, MSR, BoiLite. Kært barn har mange navne. Pointen er, at du gerne må bruge dit stormkøkken i skov og på strand – samme steder som du må tænde bål. Du skal blot huske at sætte det på et fast underlag, så flammen ikke får fat i noget brændbart, hvis stormkøkkenet skulle vælte eller slår gnister i skovbunden.

Moder Natur og din sunde fornuft

Som vi har oplevet denne sommer, skal man ikke tænde bål, hvis der er meget tørt. Det ender bare galt. Især hvis det også blæser, hvor gnisterne og flammerne kan få fat i et kæmpe område på ingen tid. Det er altid en god idé at bruge din sunde fornuft. Lad være med at tænde bål på et udsat område og følg de regler, der står beskrevet på skiltene.

Hvor er din favorit shelter- eller bålplads i Danmark?

De bedste hilsner,

Maria