Du har gået med en rygsæk i nogle timer, måske i varieret terræn. Du har sved på panden og ryggen er sikkert også lidt klam. Benene trænger til et lille hvil, så en pause er oplagt.

Klamt sved bliver hurtigt koldt, når du sidder stille

Det er vigtigt, at du ikke bliver kold i pauserne. Når man har svedt og kroppen har været igang med pulsen oppe, og du pludselig sidder stille, kan du blive kold i det halvklamme tøj. Og netop derfor er det vigtigt med ekstra tøj til pauserne!

Ekstra tøj, som du tager af igen, når pausen er slut og du skal videre og pulsen kommer op igen. Det gør ikke noget, at det er lidt køligt, når du starter med at vandre igen, for du får hurtigt varmen.

Hvad skal jeg så bruge af påklædning i pauserne?

Jeg har en fiberjakke, som fylder og vejer nærmest ingenting. Den er genial til pauser for mit vedkommende, fordi jeg kan tage den udenpå mit andet tøj og den har en hætte, der slutter helt tæt om ansigtet, hvis det er hundekoldt. Hvis det regner, tager jeg min skaljakke udenpå.

Du kan finde fiberjakken lige her. Der findes selvfølgelig alternativer, som sikkert er rigtige gode, men jeg elsker min Nano Puff og synes, den er alle pengene værd.

Hvis der ikke er så lave temperaturer, nøjes jeg med at tage en fleecetrøje på. Hvis mit inderste lag er meget fugtigt eller decideret vådt, skifter jeg til en tør t-shirt og så fleecen udenpå til at varme mig op. Tørt tøj gør underværker!

Er det forår/sommer/efterår og for varmt med en fleece, tager jeg som regel bare min skaljakke på. Den holder vinden ude og sørger på den måde for, at jeg ikke bliver kold, mens jeg holder min snack-/tissepause.

Læs også: Sådan holder du varmen om natten > > >

Pak pausegrejet øverst i rygsækken

Når du stopper for at holde pause, er det super irriterende, at skulle bruge tid på at finde dine ekstra lag tøj og snacks frem. Det skal helst ligge så let tilgængeligt som muligt. Når du pakker din rygsæk om morgenen, er det derfor en god idé at tænke over, hvad du har brug for i pauserne i løbet af dagen og spille “rygsæks-tetris” med de tanker i baghovedet.

Hvordan holder du dine pauser?

Med snacks, støvlerne af, fødderne op eller noget helt fjerde?

De bedste hilsner,

Maria