Jacob har af egen fri vilje gået 100 kilometer på 24 timer – Dodentocht. En distance, der skal trænes op til både fysisk og mentalt. Det er fascinerende og spændende at høre om vejen dertil og hvordan det var at gå de mange kilometer i ét stræk. Er det mon fysikken eller psyken, der volder problemer først? Læs med i dagens indlæg, når Jacob fortæller om “dødsmarchen”.

Interessen for Dodentocht

Det hele startede for godt 12 år siden, hvor vi var 11 knejter, som fik en tosset idé. At gå 100 kilometer på 24 timer i Belgien. Det skulle da ikke være noget problem. Vi blev hurtigt klogere. Uden den større træning tog vi af sted og regnede med at det var en smal sag. Vi blev klogere, for kun to gennemførte, og resten af os måtte kapitulere hen ad vejen.

I april 2018 spørger en af mine kammerater, om vi ikke skal prøve igen. Det krævede egentligt ikke ret lang betænkningstid. Svaret var ja! På én betingelse: at vi forbereder os denne gang. Det var en aftale.

At træne op til den lange distance

For mit vedkommende besluttede jeg, at det var en god anledning til at få gået nogle nye støvler til. Så jeg købte mig et par Hanwag Lhasa Wide Yukon. Omkring juni startede vi med nogle 10 kilometers ture et par gange om ugen. Gradvist øgede vi kilometerne. Problemet er ikke de ”små” ture på 20-30 kilometer. Man bliver først mentalt presset, når man kommer ud på den anden side af 65 kilometer. Så det var vigtigt at få prøvet det af herhjemme fra.

Dodentocht 2018

Vi ankom til Bornhem i Belgien den 10. august tidligt fredag morgen, hvor vi havde booket plads til vores telt på den officielle campingplads. Vi slog teltet op og lagde os til at sove, da vi havde kørt hele natten. Alarmen ringede ved 16-tiden. Nu gjaldt det om at få fyldt depoterne op. Vi fik kontrolleret vores udstyr, så der var styr på dét. Og jeg fik optimeret min lille rygsæk, så der ikke var for mange kilo at slæbe på.

Indhold af min rygsæk inklusiv en 2-liters vandblære:

  • 1 ekstra langærmet t-shirt
  • 3 par sokker
  • 1 lille førstehjælp pakke
  • 1 regnslag
  • 1 mobil telefon
  • 1 powerbank
  • 1 earphones
  • 1 pose blandet energiprodukter

På mig havde jeg mine støvler, sokker, t-shirt, lange bukser og en let windbreaker.

Så gik startskuddet

Klokken 20 gik vi mod start området og mødtes med de 13.000 andre deltager. Starten gik fra torvet i Bornhem klokken 21. De første par timer gik vi nærmest i nakken på hinanden. Regnen var begyndt lige så stille og vi fik hurtigt regnslag på. Det var mørkt og vådt, men humøret var i top.

Det er lidt svært at beskrive, men forestil dig, at når vi kom til en lille by, var det som at lande midt i en byfest. Folk står og hepper. Der er små lokale bands, der står og spiller. Der, hvor det ikke var live musik, der pumpede tysk slagermusik ud gennem højtalerne. Lige så hurtigt er du ude i mørket igen, og det eneste man kan se, er lidt lys fra diverse pandelamper. Ruten er både med asfalt, brosten, markveje, mudder, så vi skulle være lidt opmærksomme på ikke at vrikke om.

Trætheden melder sig

Efter 5 timer med regn og våde bukser, fordi vandet løb ned af regnslaget, stoppede regnen endelig. Nu kunne det kun blive bedre. Omkring 35 kilometer var tilbagelagt og snart ville det blive lyst. Trætheden var for mit vedkommende ved at melde sig. Det kræver ekstra meget at være fokuseret på, hvor man går. Og ligeledes ikke at træde de andre i hælene.

Når man går så mange sammen, er det svært at holde sig samlet. I løbet af natten blev vi splittet fra hinanden og gik hver for sig. Desværre måtte min kammerat, som jeg ellers havde fulgtes med, stå af ved checkpoint 7 efter 46,4 kilometer. Vi tager afsked og jeg benytter lige tiden til en lille pause med blandt andet skift af sokker og kontrol af fødderne. Her møder jeg en af de andre, som egentligt har besluttet at stoppe. Jeg fik overtalt ham til at gå videre og så kunne vi støtte hinanden. Heldigvis varmede solen dejligt, da den stod op og mine bukser tørrede hurtigt. Det gav fornyet energi. Specielt da jeg kunne se 50 kilometer skiltet i det fjerne.

På hele turen er der indlagt 16 checkpoints, hvor ens tid bliver registreret. Her er der også forfriskninger – vand, kaffe, frugt, kager og så videre. Der er ligeledes førstehjælpere til at hjælpe dem, der har brug for det. Check point 10 efter 67,2 kilometer måtte min makker desværre sige stop. Han havde kæmpet godt og var personligt godt tilfreds med, hvor langt han var kommet. Nu begyndte det at blive lidt hårdt mentalt. Fødderne var også begyndt at kunne mærkes, men jeg havde heldigvis ikke fået nogen vabler eller andre skader.

Støtte og opbakning fra baglandet

Et par dage inden afgang fra Danmark lavede jeg et opslag på Facebook:

”Som mange ved, så tager jeg og nogle kammerater til Belgien på fredag, da vi har tilmeldt os en 100km (62miles) march på under 24 timer, igennem Belgiens landskab. Starten går fredag kl. 2100 og 24 timer frem. Det bliver en prøvelse, og selvom der er 13.000 mennesker, der stiller til start, så har jeg en bøn, til dem af jer, som skulle have lyst til at hjælpe. Send gerne motiverende beskeder via messenger /SMS eller et telefonopkald (da det er inden for EU, er taksterne normale) Spørg efter mit nummer, hvis du ikke har det og ønsker at benytte det. Vil sætte STOR pris på opbakning, da jeg HELT SIKKERT bliver presset på et tidspunkt – og netop der vil det være dejligt, at kunne trække telefonen frem og læse beskeder fra jer. Jeg vil selvfølgelig lave nogle løbende opdateringer billeder/videoer på Facebook. Ser frem til at læse jeres beskeder, og modtage opkald”

Det var her, jeg hev telefonen frem og læste alle de opmuntrende beskeder og opbakning hjemmefra. Jeg er på dét tidspunkt faktisk så træt, at jeg trak en livline. Jeg ringede til en person, som jeg er evig taknemmelig for, at vedkommende lige fik givet mig det sidste spark. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvad vi snakkede om, når jeg tænker tilbage.

Emotionelt at komme i mål

Der var nu blot 12 kilometer tilbage og jeg nærmerede mig Bornhem i det fjerne. Den sidste del af ruten er en sløjfe omkring byen. Nu begyndte det faktisk at blive lidt emotionelt. Jeg må indrømme, at jeg gik med en klump i halsen og der strømmede en masse tanker igennem mig.

Der begynder at stå nogle ikoniske Dodentocht skilte med nedtælling. 5 kilometer. 4 kilometer. 3 kilometer. 2 kilometer. 1 kilometer. Jeg finder mit medbragte Dannebro flag frem. Jeg bevæger mig ind i byen. Der er opsat afspærring det sidste stykke op mod torvet. Der er mennesker over alt. Efter 22 timer og 17 minutter er jeg i mål.

På den anden side

Nu er der gået 2 måneder, siden jeg var af sted. Mange har spurgt, om jeg skal af sted igen. Jeg har selvfølgelig tænkt tanken. Næste år er der 50-års jubilæum, og det kunne være en god anledning til at prøve strækningen igen. Måske jeg kan gøre det lidt hurtigere.

Dødsmarch må siges at være et udemærket navn for denne begivenhed. Trods al træning kan man godt fornemme sin krop efter 50 kilometer. Og der har man stadig 50 kilometer tilbage! Man er træt, øm i kroppen og ens ben er ved at være bare en lille smule udmattede. Det eneste der nu holder dig gående, er publikum, musik og ikke mindst af alt: medaljen, som man velfortjent får overrakt ved enden af marchen. Hvor mange folk kan sige, at de har gået 100 kilometer på 22 timer og 17 minutter? Det kan jeg.

Har det fået mig til at kigge mig omkring efter lignende ture? Helt sikkert! Skulle du have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig her.

Du kan læse mere om Dodentocht lige her.

Har du gået Dodentocht eller et lignende arrangement?

 

De bedste hilsner,

Maria

Vil du have mere natur ind i hverdagen?

Vil du have mere natur ind i hverdagen?

Få alle de gode tips i e-bogen 

SÅDAN FÅR DU MERE NATUR IND I DIN HVERDAG

E-bogen lander helt automatisk i din indbakke, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Du vil også modtage tips og tricks samt de seneste blogindlæg.

Sådan! Nu er du tilmeldt og e-bogen er på vej!