Sådan kan du holde dig i form mellem vandreturene

Når du vandrer, er det ofte over flere dage og med en tung rygsæk. Når dagligdagen kører, får du måske ikke holdt formen ved lige. Du skulle nødig blive alt for øm eller overanstrenge dine knæ på din næste tur. Derfor har jeg samlet lidt forskellige tips til, hvordan du kan holde dig i form mellem vandreturene.

Hold dig i form mellem vandreturene

Gå på trapper

Vandreruter er typisk lidt kuperede eller går i hvert fald op og ned af bakke ind imellem. Derfor er trappegang en god træningsmetode. Hvis du bor i hus i flere plan, går du på trapper dagligt, men du kan vælge at tage trapperne lidt oftere. Du kan også vælge at lave squats på vej op eller du kan tage trapperne op og ned 5 gange i træk. Bor du i lejlighed, kan du også tage trapperne her. Jeg boede på 4. sal med elevator og tog trapperne, når jeg ikke havde vores gamle hund med. Det gælder om at benytte de ting, der er tilgængelige i hverdagen på en naturlig måde. Brug trapperne, som du alligevel skal gå på.

Gå ture hver dag

Ofte er det lange distancer, du tilbagelægger på en vandretur og det er sikkert sjældent, du går over 15 km. til daglig. Du kan evt. gå med skridttæller – jeg har en i mit fitnessur, som også vibrerer, når jeg ikke har bevæget mig i en time. Det er en god motivator for at få gået noget mere. Sundhedsguiden anbefaler, at voksne går 10.000 skridt om dagen. Gør du det? Hvis du har et stillesiddende job, kan du gå til eller fra jobbet eller stå af bussen lidt før og gå det sidste stykke. Du kan også tage en runde i bygningen, du arbejder i. Der hvor jeg arbejder, har jeg kontor i stueetagen, men har patienter på både 2., 4. og 8. sal. Jeg tager trapperne op og ned for at få lidt ekstra motion ind og nå mine 10.000 skridt dagligt.

Hold benene i form med trappetræning

Bor du i nærheden af strand eller skov, er det rigtig godt at komme ud og gå i ujævnt terræn. Det er godt for hele kroppen og for balancen. En løbetur med korte skridt på skovstier, er også ideelt. Du er nødt til at tage små skridt, når du løber i skoven, for der kommer hele tiden forhindringer, du skal forbi. Pulsen kommer også op, når det går hurtigt og du får trænet hele kroppen. Jeg synes, det er en sjov måde at motionere på. En gå- eller løbetur på stranden kan varieres, alt efter om du løber i vådt sand eller det løse tunge sand. En tur op og ned af klitterne, hvis du bor i nærheden af sådan nogle, gør også dine ben stærkere.

Bær dine indkøbsposer

Dine indkøbsposer kan også virke som træningsredskab. Alt efter hvor meget der er i dem, kan du løfte dem og træne dine arme. Du kan tage trapperne i stedet for elevatoren op til din lejlighed og derved bliver det lidt hårdere for benene med den ekstra vægt.

Alt det løse

Det hele tæller og selv støvsugning, gulvvask og cykelture til og fra job tæller med i det store regnskab. Fitnesscentre er også oplagt. Her har du alle slags maskiner og kan selv styre vægt og antal gentagelser. Jeg er dog mere til motion i det fri. Her kan jeg bevæge mig naturligt i den friske luft og få trænet koordination, balance, styrke, kondition og udholdenhed på én gang. Motion er godt og det er godt at holde formen ved lige mellem vandreturene. Så af sted med dig! Det gavner at holde dig i form.

Læs også: Hvordan finder og planlægger jeg en vandrerute

Rengøring holder dig også i form.

Hvordan holder du din form ved lige, når dagligdagen kører og du ikke er på tur et skønt sted?

Tak fordi du læste med – ha’ en dejlig weekend!

De bedste hilsner,
Maria