Der er meget skøn natur på Sjælland og nu hvor foråret for alvor har meldt sin ankomst, er det rart at bruge de ekstra lyse timer udendørs. I dagens indlæg har jeg samlet nogle af Sjællands naturperler, som jeg selv har besøgt, til dig.

Måske er der nogle nye, eller måske kender du nogle, som vi andre kan få glæde af? Kommentér gerne nedenfor.

Skøn natur på Sjælland

Stevns Klint Trampesti

Der er rigtig smukt på Stevns og Trampestien er faktisk med på UNESCOs verdensarvsliste. Du kan tage toget til Køge station og bussen derfra til Gjorslev. Her går du til Gjorslev Gods og ind gennem skoven til Traktørstedet Bøgeskoven. Ruten går langs vandet, klinten, små grus- og landeveje. Trampestien er omkring 20 kilometer lang, lidt længere hvis du tager Gjorslev Gods med. Jeg vil anbefale, at du slutter i Rødvig, som er en lille havneby. Du går havet i møde og kan slutte af med en dukket og en is, eller en kop kaffe. Halvvejs på ruten er der shelters, du kan overnatte i.

Kalvebod Fælled

København har en naturperle ved vandet. Amager- og Kalvebod Fælled. Her er der mange ruter inskoven, både for gående og cyklister. Der er naturlegepladser til børnene, shelters, bålpladser og diverse fugle, ørne, dådyr, får og køer at kigge på. Du kan stå af metroen ved DR Byen og gå fra Amager Fælled og videre ud til Kalvebod Fælled eller du kan stå af på Vestamager station og så er du stort set ved Naturcenter Amager.

Skjoldungestien

Skjoldungestien ligger ved Roskilde og er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Jeg tog toget til Roskilde og bussen videre til Osted. Derfra gik jeg mod Roskilde. Stien er omkring 30 km lang og fyldt med smuk natur og kultur undervejs. Alt efter årstid, vejr og vind kan stien godt være lidt våd og svær at komme frem på.

Furesø rundt

Ved Farum station ligger Furesø, hvor sø og skov mødes. Der er højt til himlen og det er nemt at komme til. Der er cirka 25 kilometer rundt om Furesø og både shelter- og primitive lejrplads og bålpladser undervejs, hvis du vil øve dig i at sætte tarp eller hængekøje op eller lave mad over bål. Jeg synes, der er utrolig smukt på alle årstider.

Røsnæs ved Kalundborg

Det er lettest at komme til i bil, da området ligger 17 kilometer fra Kalundborg Station. Der er utrolig smukt og du kan gå både på stenstranden og oppe på klinten. I naturcenteret er der lidt dyr og toiletter og i området er der også shelter-, bål- og teltpladser.

Sydhavns Tippen

Ikke mange minutter fra Sydhavn Station finder du Sydhavns Tippen, som er et rekreativt område med små skæve kolonihavehuse, alpakkaer og får. Det er et dejligt område at gå en lang tur uanset årstid. Du kan gå til Valbyparken og videre sydpå.

Helsingør til Dronningmølle

Smuk skov, lækre strande og gode is og kolde øl. Det er, hvad du finder på strækningen mellem Helsingør og Dronningmølle. Du kan gå hele vejen, det meste af ruten i skov og på strand, men enkelte dele er på fortov langs vejen. Tag toget til Helsingør, gå til Dronningmølle og tag lokalbanen retur.

Bogø

Vi købte vores Golden Retriever på Bogø i sin tid. En hyggelig lille ø med grønt og vand omkring. Her er det også lettest at komme til med bil. Du kan eventuelt fortsætte til Stubbekøbing, Marielyst eller Maribo, hvor der også er rigtig dejligt.

Det var blot et uddrag af fantastisk natur på Sjælland. Der er meget mere og mange skjulte lokale steder, som bare venter på at blive udforsket.

Hvilke naturperler kender du til på Sjælland?

De bedste hilsner,

Maria