Hvor meget har du egentlig brug for, når du skal af sted på en dagstur?

Når jeg er på en dagstur, har jeg min lille rygsæk med. En Osprey Talon 22, som er passende til en dagstur, hvor der ikke skal alverdens ting med, som fylder og vejer. Jeg købte rygsækken, fordi min lidt større Osprey Kestrel 38 blev liiige i overkanten til en dagstur. Og jeg er vild med den til både dagsvandring og arbejdsbrug.

 

Pakkeliste til en dagstur

  • 1 liters drikkedunk
  • Termokande med kogende vand plus thebrev/kaffe
  • Madpakke, som regel bare en klapsammen og noget frugt/grønt
  • Snacks i form af chokolade, müeslibar, nødder – find opskriften på hjemmelavede müeslibarer her
  • Siddeunderlag, så jeg ikke bliver kold i bagdelen i pauserne
  • Fiberjakke til at tage på, når jeg sidder stille (efterår, vinter, forår)
  • Ekstra uldtrøje, hvis det er koldere end forventet
  • Buff om halsen (efterår, vinter, forår)
  • Hue eller pandebånd på hovedet (vinter)
  • Vanter på hænderne (vinter)
  • Eventuelt et kort
  • Telefon til at tage billeder og til at finde vej, hvis ruten er dårligt markeret eller jeg går “off the grid”
  • Pung med rejsekort, Dankort, sygesikringsbevis, kørekort
  • Vådservietter til at tørre fingrene
  • Håndsprit til hænderne efter tissepauser bag et træ eller på muldtoilet
  • Toiletpapir
  • Lommetørklæder, for næsen kommer ofte til at løbe, især når det er koldt

Det er altid godt at have snacks med til at stille den lille sult og til at nyde i de små pauser. Et stykke chokolade kan virkelig gøre underværker, hvis du er træt eller sulten og der er lidt vej endnu til målet.

Varmt tøj skal du aldrig gå ned på. Det kan enten være koldere end beregnet eller du kan blive våd og kold eller det kan være svært at finde et sted med læ til frokostpausen, så det ekstra varme tøj skal frem.

Det var en liste over, hvad du kan finde i min rygsæk, når jeg er på dagstur. Håber det gav et overblik, hvis du var i tvivl om, hvad du skal have med.

 

Hvad kan man finde i din rygsæk?

 

De bedste hilsner,

Maria