Langt oppe i Norge – og Sverige

Nu er det min tur til at tage på sommerferie. Igen. Jeg var en uge i Spanien og har siden da arbejdet et par uger. Så nu er det endnu en gang tid til lidt luftforandring.

Ferie i Costa Blanca. Lidt af en kontrast til Tromsø.

Grønland, som blev til Lapland

Planerne for denne ferie blev ændret lidt, da budgettet ikke skulle sprænges. Det var meningen, vi skulle til Grønland i 10 dage. Nogle dage i Nuuk, hvor vi har nogle venner og videre til Ilulissat en lille uges tid. Det viste sig, at indenrigsflyene var en del dyrere, end vi havde budgetteret med og vi var nok for sent ude. Derfor måtte vi hurtigt beslutte, hvad vi så skulle finde på.

Vi har 10-12 dage inkl. transport at gøre godt med. Vi talte om Asien, New Zealand (hvor vi begge har boet og rejst), Canada, Island. Og så faldt snakken på Nordnorge. Jeg har boet i Tromsø, Troms i 2012. Jeg elskede det. At være midt i naturen. At kigge ud af mit vindue og se fjelde, så langt øjet rakte. Frisk luft. Rent vand. Højt til himlen. At kunne tage på mikroeventyr any time, any day.

Fra Tromsø til Abisko

Jeg vil rigtig gerne vise Jonas området og der er steder, jeg ikke har været, som vi kunne opleve sammen. Derfor er det blevet til, at vi tager til Tromsø og er 3 dage. Derefter lejer vi en bil og kører til Abisko, Norrbotten i Sverige i 4 dage. På vej til Abisko tager vi en overnatning i telt på Senja, Troms. På vej retur fra Abisko til Tromsø, hvor vi flyver hjem fra, tager vi en overnatning i telt i Skibotn området.

Turen bliver lidt anderledes, end den normalt ville være, men det er helt OK. Jonas døjer fortsat med sin diskusprolaps – du kan læse om forløbet her. Derfor kan han ikke gå lange distancer, slet ikke over flere dage. Og heller ikke sove på liggeunderlag i flere dage i træk. Vi tager i stedet for på nogle dagsture og har de to overnatninger i telt i hver ende af turen. Vi har fundet en skøn lejlighed på Airbnb i Tromsø. I Abisko fandt vi på Airbnb et hus, der ligger 2 km. fra Abisko Turiststation, så det kan ikke blive bedre.

Jeg glæder mig rigtig meget til at komme af sted. Jeg har ikke været i Tromsø, siden jeg boede der for 5 år siden. Jeg var der fra start januar til slut juni, så det bliver spændende at se Tromsø, når det er sommer. Jeg har aldrig været i Norrbotten området, men har hørt utrolig meget godt om Abisko. Der er bare noget med åbne vidder, fjelde, søer og den ro der helt automatisk indfinder sig i kroppen.

Når vi er hjemme igen, har fået en masse fantastiske oplevelser og er blevet nogle erfaringer rigere, vil jeg skrive om turen her på bloggen. Jeg håber, I vil læse med!

Tromsø i april 2012

Indtil næste indlæg

I mellemtiden har jeg et spørgeskema til dig. Jeg har brug for din hjælp til at gøre min blog endnu bedre. Målrette den til dig og dine ønsker. Jeg håber derfor, du vil bruge nogle minutter på at hjælpe mig ved at svare på 10 spørgsmål. Jeg har lavet spørgeskemaet for at finde ud af, hvilke interesser du har, hvad du kunne tænke dig at vide mere om, hvad du kunne tænke dig, jeg har fokus på eller undersøger. 

Så til dig, der følger med på min blog: Tusind tak! Og tak for hjælpen med spørgeskemaet – jeg skal gøre mit bedste for at tilpasse den dig, dine ønsker og interesser.

Du deltager i spørgeskemaundersøgelsen ved at klikke her.

Ha’ det dejligt så længe!

De bedste hilsner, Maria