Reklamesamarbejde med Militær.nu

Der er et hav af muligheder for pandelamper og det kan være svært at vide, hvad du skal gå efter. Jeg vil komme med mine bud på, hvad du skal have i tankerne, når du køber en pandelampe.

 

Pandelampe til friluftsliv

Skal du bruge din lygte til vandreture, hvor du går, når det er mørkt?

Her kan det være en god idé med en lygte, der har eksternt batteri, så du har længere batterilevetid og ikke pludselig løber tør. Det er praktisk med en lygte, der kan veksle mellem at lyse bredt og lyse langt. Du skal kunne se, hvor du går og hvor du er på vej hen. Når det er mørkt, er du mere udsat ift. at gå forkert og vrikke om, fordi du ikke kan se, hvor du går.

Skal du bruge lygten til at lyse rundt på lejrpladsen eller for at finde ting i din rygsæk?

Her behøver du ikke den mest skarpe lygte i verden. Her er det fint med en lygte, der fx har et par forskellige lysstyrker og kan lyse bredt og langt, men ikke nødvendigvis 50 meter.

Skal du bruge lygten på for eksempel spejderlejr, hvor du ikke skal lyse de 20 andre mennesker i sovesalen lige i hovedet?

Du kender det sikkert godt, når du ligger og sover og din kæreste tænder det skarpe lys i soveværelset. Not cool! Det samme gælder i sovesale eller shelters og lignende, hvor man sover flere sammen: tag hensyn. Det kan du gøre ved at anskaffe dig en lygte, der har både hvidt og rødt lys. Det røde lys gør, at du kan se, hvad du leder efter, men det er lige lidt svagere end det hvide lys. Derved undgår du at blænde din sovemakker og alle er glade.

 

Pandelampe til aktiviteter i fuld fart

Skal du bruge din lygte, når du kører på MTB i skumringstiden?

Der er mange forhindringer på en MTB-rute og du er godt stillet, hvis du får fat i en skarp lygte, som lyser kraftigt og langt. Det går stærkt, når du hjuler derud af og det kan hurtigt gå galt, hvis du ikke når at se, hvad der kommer forude. Det er vigtigt, at lygten sidder godt på din cykelhjelm, så den ikke pludselig falder af. Du gør dig selv en tjeneste ved at spørge til råds i en cykelforretning, for de ved lige præcis, hvad der er bedst til dit MTB-behov.

Skal du løbe orienteringsløb?

Det er de samme principper som ved MTB – du skal kunne se, hvor du løber og gerne langt frem, så du ikke snubler og kommer til skade. Her er det også vigtigt, at lygten sidder til, fordi du bevæger dig mere i ryk og hurtigere, end når du vandrer. I løbeforretningerne har de gode tips til dig, så du får det helt rigtige produkt til dit behov.

 

Kraftig pandelampe fra Militær.nu

Jeg har en T-base pandelampe fra Mammut, som jeg har købt for en del år siden. Dengang vidste jeg ikke så meget om, hvad der var på markedet og hvad jeg egentlig havde behov for. Lygten bruger almindelige AAA-batterier og har to forskellige lysstyrker. Ved laveste lysrækkevidde når de 12 meter og ved højeste lysrækkevidde når den 20 meter. Den vejer kun 80 gram inklusiv batterier og kan justeres ift. at lyse op og ned. Jeg har været glad for den, men den lyser ikke så skarpt, når jeg skal finde vej. På lejrpladsen er den ganske udmærket.

Jeg har fået tilsendt en pandelampe fra Militær.nu til test, som har et eksternt batteri i nakken, der er polstret, så det ikke gnaver. Det har jeg ikke brugt før og tænkte, at det ville være ubehageligt med en klods i nakken. Det var til min overraskelse ikke noget problem og pandelampen føles ikke specielt tung af den årsag. Lygten har 100.000 timers LED-levetid og lyser klart skarpere end min nuværende pandelampe. Den har tre forskellige indstillinger – “kort” og “langt” lys samt en blitz-funktion. Blitz-funktionen er praktisk, hvis du har brug for hjælp og folk skal kunne finde dig. Lampen kan indstilles, som du kan se på billederne nedenfor og det er super praktisk, når du for eksempel skal se på kort. Derudover har pandelampen også en rød lygte i det eksterne batteri, så du kan ses bagfra og det kan jo bruges som en ekstra cykelbaglygte.

 

Det er en rigtig fin lygte til prisen!

Den er desuden vandtæt og kan modstå slag, hvilket gør den brugbar under alle vejrforhold og aktiviteter.

Hvilken slags udstyr til lejrpladsen kan du ikke leve uden?

De bedste hilsner,

Maria