Østrigs sneklædte bjerge forvandles om sommeren til et paradis for vandrere. De meget velorganiserede ruter og overnatningsforhold gør Østrig særdeles velegnet for familier der vandrer med børn. Det er både muligt at have korte dagsvandringer med fast base. Et andet og meget fint alternativ er at vælge en pakke med bagage transport således at i kun skal tage jer af børnene og en dagsrygsæk.

 

Østrig er som skabt til børn

Det fine ved Østrig er de mange gode børneaktiviteter, der er anlagt på ruterne. De fleste naturelskere vil nok holde med mig i at naturen er en stor legeplads. Sikke meget sjov man kan få ud af en pind, en sten eller andet godt fra skoven. Tilføj så sjove informationsskilte eller natur skattejagt. Østrigerne har formået at gøre vandreturen sjov og lærerig for både børn og voksne. Ofte er der hver 2-3 kilometer et lille vandløb, skulptur eller en af deres flotte naturlegepladser.

 

Valg af vandrerute med børn

Sommeren 2019 besluttede vi derfor at tage på vandreferie i Salzkammergut i Østrig. Efter sigende et af de smukkeste vandreområder i hele Østrig. Vi elsker dagsvandringer og har adskillige længere vandredage på CV’et, men pga. skavanker er det aldrig rigtig blevet til ture med overnatning. Det oplagte valg var derfor vandreferie med bagagetransport på hotel.

 

Panoramastien

Med en lille 2-årig med på tur og en far der kort forinden måtte døje med hold i ryggen, valgte vi en af de nemmere ruter som tilmed skulle være klapvognsvenlige. Det føltes som den rigtige start på vandreferie for vores lille familie. Nogle gange handler det ikke om at bestige de højeste bjerge, husk på naturen kan også godt være differentieret og utrolig smuk nede i dalen. Flere dele af den i alt 40 km. lange vandre rute er på UNESCOS verdensnaturarvs liste.

5 dages familievandring

Vandreturen er en tur på ca. 40 kilometer fordelt på 3 hele vandredage gennem varieret terræn. Vandredagene er estimeret til mellem 3-5,5 time.

Vi startede i Abersee på et dejligt familieværelse med udsigt til Wolfgang søen. Byen er lille, stille og meget smuk. Præcis som vi kan lide det. En kort sejltur til modsatte søbred førte os til byen Skt. Wolfgang, hvorfra vandreturen startede. Første dag var særligt præget af ujævne, stejle stigninger gennem skov, som på ingen måde var klapvognsvenlige. Heldigvis sov Filippa som en sten. Sidst på dagen blev vi belønnet med den smukkeste afslutning for foden af Bürglstein. Stien snor sig spektakulært rundt om klippepynten til Strobl. Synet af klippen der spejler sig i det blikklare alpevand er ubeskriveligt. Bussen førte os frem til dagens endestation Bad Ischl, hvor der ventede et dejligt varmt bad og en velfortjent middag.

Næste dag gik vi langs Bad Ischls promenade til Kaltenbachau. Ruten foregår over saltlagsrørerne gennem skoven og ud på store vidder, hvor man virkelig kan se og mærke Østrigs skønne natur. Det var simpelthen så smukt!

Dagen endte i Bad Goisern, hvor der tilmed var tid til en dukkert i friluftsbadet inden middagen blev serveret på egen terrasse.

Fra Bad Goisern fulgte vi den romantiske Sissi sti gennem skoven til Nussensee. Her var vi helt alene med et par fiskere. Ret unik oplevelse midt i en højsæson fuld af vandreglade turister til at fylde stierne op. Herfra gik turen videre langs Ischl-floden og tilbage til Wolfgangsee.

En succesfuld vandreferie med børn

Der er ingen tvivl om, at den var den helt perfekte begynder vandreferie som familie. Vi fik alt det, vi kom efter og lidt til. En arrangeret tur med bagagetransport gør at mor og far kan slappe lidt mere af. Der skal kun slæbes på dagens fornødenheder og fremme på hotellet står både bad og seng klar, lige til at hoppe i.

Vores 3 bedste tips til din første vandretur med børn

  1. Sørg for at ruten passer til jeres familie og vælg ikke dagslange vandringer på 9 timer. Turen tager længere tid med børn og der skal være tid til at gå på opdagelse i naturen.

  2. På enhver vandretur vil en vandrerygsæk være det optimale udstyr, men på denne tur kan det faktisk godt lade sig gøre med klapvogn. Det var udfordrende i skovområderne, men på størstedelen af turen gik det ganske fint. Vores lille pige nød den friske bjergluft til fulde, så det var godt givet ud.

  3. Husk en god madpakke, masser af snacks og nyd ellers turen som familie. Naturen giver plads til alle de gode snakke, yndlingssange, grin og ro til fordybelse.

En stor tak til Helles Univers

Det inspirerende indlæg har givet mig en endnu større lyst til at komme på vandreferie i Østrig og opleve det storslåede landskab.

Så mange tak, Helle, fordi du vil dele din families oplevelser og erfaringer med vandreferie med børn.

Hvis du vil læse mere fra Helle, kan du hoppe ind forbi rejsebloggen Helles Univers >>>

Her finder du store og små rejser i både ind- og udland. Der er smukke billeder, anmeldelser, inspiration og gode tips til din næste rejse eller oplevelse.

 

De bedste hilsner,

Maria