Reklamesamarbejde med Nordic Destination

Jeg har aldrig været i Nationalpark Mols Bjerge. Kun Kalø Slotsruin for mange år siden, da jeg boede en overgang i Randers. Så da Thomas fra Nordic Destination (tidligere Ebeltoft Outdoor) inviterede mig med på et weekendevent, tog det ikke mange sekunder at takke ja. En hel weekend med vandring i Mols Bjerge inklusive guide, mad, drikke og overnatning – ja tak!

Hvem er Nordic Destination?

Thomas Kjerstein står bag Nordic Destination, som har hele paletten af friluftsaktiviteter i naturen. Thomas og teamet arrangerer vandreture, mountainbiketure, kajakture og familiearrangementer. Alle kan være med – nybegyndere, øvede, lokale, turister, familier, børn, unge, ældre. Outdoor Hiking er en del af Nordic Destination og det var det event, jeg var med på. Nordic Destination arrangerer også teambuilding events, så hvis det har din interesse, kan du kontakte Thomas og høre nærmere.

Outdoor Hiking i Nationalpark Mols Bjerge

På 3-dages vandringen i Mols Bjerge får du hele pakken. Det er luksusvandring. Din bagage bliver transporteret fra lejr til lejr, så du skal kun bære en dagsrygsæk med vand, snacks og eventuelt skiftetøj. Du guides gennem Nationalpark Mols Bjerge af den mest positive og glade guide, jeg har mødt. Utrolig informativ og lokalkendt. Når dagen er omme og du er fremme ved lejrpladsen, står der store tipier klar. Måltiderne bliver lavet og serveret af lokale køkkener. Det fås ikke meget lettere. Du skal bare følge med og nyde turen.

Det første indtryk af Mols Bjerge

Alle 40 deltagere ankom fredag inden klokken 15. Jeg må sige, at det var en meget blandet aldersgruppe og udstyrsniveau. Den ældste deltager var 74 år (og klarede alle dage i stiv arm og uden en eneste vabel) og de yngste var lige omkring 30 år. Nogen vandrede i Converse, én i FiveFingers, andre i løbesko og selvfølgelig også nogen i vandresko og -støvler. Den ene halvdel af deltagerne kom med rygsække til traileren. Den anden halvdel havde rullekufferter og sække med dyner, puder og foldemadrasser. Konklusionen må være, at alle kan være med på den her vandretur, uanset alder, erfaring eller udstyr.

Topkarakter til guiden

Vores guide, Tommy, er helt unik. Han skaber en herlig stemning blandt gruppen, er glad, positiv og ved en masse om lokalområdet, vi bevæger os rundt i. Efter de første 5 kilometer holdt vi første pause. Her blev fisket nogle lækre smagsprøver på skaldyrssalater op af Tommys rygsæk. Den lokale fiskehandler Flyvfisken havde tryllet og det smagte rigtig godt på en nybagte brød fra bageren. Alle var glade og ved godt mod, da vi efter 10 kilometer kom frem til første lejr på Krakær Camping. Vi havde teltlejr ned mod en lille bæk, væk fra campingvognene. For dem der trængte, var der kort til brusebad. Aftensmaden leverede Fuglsø Kro og der var rigeligt og det tilfredsstillede smagsløgene. Efter dessert, bål, rykken rundt i telte for at finde sig til rette blandt luksus dobbelte luftmadrasser med elektrisk oppumpning, gik folk til køjs.

Med-blogger på weekendvandringen

Jeg var ikke den eneste blogger på eventet. Marlene fra Hike My Heart Out var også inviteret med. Marlene skriver om vandring i udlandet og har været utrolig mange spændende steder. Du kan se mere til Hike My Heart Out på Facebook og Instagram.

En hel lørdag i Mols Bjerge

Klokken 7.30 var der fælles morgenmad, som igen blev leveret af Fuglsø Kro og jeg skal love for, at surdejsbollerne mættede! Lejren var pakket ned og vandflaskerne fyldt op klokken 9.15. I løbet af dagens 20 kilometer kom vi forbi Agri Bavnehøj, hvor vi spiste kage. Videre til Tremose, hvor vi spiste frokost – lækre sandwiches fra Fuglsø Kro leveret til bålpladsen. Derfra kæmpede vi os op over Stenbjerg bakketop, hvor Mærsk MC Møllers mindesten står. Videre fra toppen til Trehøje, inden vi kom til strandkanten, hvor lejren var i sigte.

Stillevandring

Undervejs foreslog Tommy stillevandring, som jeg er ret stor tilhænger af. Egentlig er jeg ikke så god i store grupper, fordi jeg har brug for min alene- eller stilletid. Derfor passede det mig perfekt, at vi skulle gå 30 minutter i stilhed to gange i løbet af de 20 kilometers vandring. Det er hyggeligt at tale med folk og de var også meget interesseret i bloggen og hvad jeg ellers lavede. Men for mig er en del af det at vandre også, at tankerne kan flyde, jeg kan tænke på alting og ingenting, og jeg kan nyde de omgivelser, jeg er i. Og det kan nogle gange være svært, hvis der er for meget snak.

Lejr på stranden

Fremme ved lejren, som lå helt perfekt i vandkanten af Sølystgård Camping, var der tid til en badetur. Enten i Ebeltoft Vig eller under bruseren, som vi igen havde fået badekort til. Mennesket er et vanedyr, så folk lagde sig i telt med de samme personer som aftenen før. Og satte sig stort set med de samme personer som aftenen før, eller dem de havde talt mest med i løbet af dagen. Til at toppe dagen og give lidt ekstra glassur på lagkagen, fik vi en utrolig smuk solnedgang. I det spejlblanke vand kom der også tre-fire marsvin forbi og én af dem udførte endda et lille spring for os. Inden sengetid var der et lysshow uden lige. Bag skyerne ved Ebeltoft lynede det så meget, at himlen blev lyst helt op. Det var fascinerende at se på og stjernerne begyndte stille at titte frem. Det var her, jeg besluttede mig for at ligge for åben himmel, selvom jeg ikke havde min bivibag med.

Afsked med gruppen og Mols Bjerge

Jeg vågnede op med de største poser under øjnene, men jeg sov fantastisk under de mange stjerner og den projektørskarpe måne. På morgen nummer to var vi blevet ret effektive med at pakke samme og blive klar til afgang. Denne gang med 10 kilometer forude.

På hjemvejen kom vi omkring Tinghule, hvor vi fik tre muligheder for at komme ned i dødishullet. Dødishullet er et fortidslevn fra istiden, der har været med til at skabe Mols Bjerge. 1: den korte vej, 2: den knap så stejle vej, 3: den eventyrlige, men stejle vej. Og jeg skal da lige love for, at vejen ned var stejl! Men eventyrlig var den bestemt også og det var sjovt at tage den smalle sti ned blandt krat, snørklede træer og andet spændende fra planteriget. Efter endnu en mættende frokost vandrede vi de sidste kilometer hjem med rygsækken fuld af oplevelser, indtryk og nye bekendtskaber.

Mine tanker om Outdoor Hiking

Selvom jeg blev overrasket over aldersgennemsnittet på omkring 55-60 år, fungerede det faktisk rigtig fint. Jeg fik opfyldt alle mine ønsker i forhold til naturoplevelser. Til gengæld synes jeg, at 40 mennesker er lige i overkanten til én gruppe. Det havde en fordel, hvis vi var delt i to mindre gruppe af 20 personer med en guide til hver gruppe. Vi kunne mødes i lejren om aftenen og der havde måske ikke været så stor spredning på gruppen og venten på bagtroppen. Der er ikke en finger at sætte på guiden Tommy. Han gjorde alt i sin magt for at give os alle en optimal oplevelse og det må jeg sige, at vi fik.

Uanset om du er nybegynder eller øvet, er en weekendvandring som den her, værd at overveje. Alt er inkluderet i prisen på de 1.650 kroner og du kan bare nyde, suge til dig og følge guidens anvisninger. Har du ikke vandret før eller har du ikke vandret med fuld oppakning, er et arrangement som dette, som skræddersyet til dig. Du får transporteret din bagage og ”blot” skal gå 10, 20 og 10 kilometer. Du skal dog være opmærksom på, at det er i kuperet terræn. Der er en grund til, det hedder Mols Bjerge og på trods af at vi ikke som sådan har bjerge i Danmark, så nærmer vi os nogle steder i nationalparken. Hvilket jeg synes, er super fedt! Jeg nyder at komme op i højderne og få de enestående udsigter, hvor himmel, hav og landskab skaber en perfekt synergi. Hvis du ikke ønsker at sove sammen med 6-8 andre mennesker, kan du sagtens tage dit eget telt med. Det bliver jo transporteret, så vægten er intet problem!

Næste Outdoor Hiking arrangement i Mols Bjerge

Nu er du måske blevet lige så ”hooked” på en weekendvandring som mig. Men hvor længe skal du vente på næste event … Du kan se de kommende ture lige her. Jeg er blevet lidt lun på en anden vandretur: Helgenæs rundt på én dag. Jeg er nemlig ikke færdig med Nationalpark Mols Bjerge endnu – jeg er kun lige begyndt! Hertil kommer der også kajaktur blandt marsvin, som også er meget tiltalende.

På facebook kan du også holde øje med Nordic Destinations arrangementer.

Tak til Thomas fra Nordic Destination for at invitere mig med på Outdoor Hiking.

Hvor har du været på en guidet vandretur henne?

De bedste hilsner,

Maria