Leg, lær og gå på opdagelse

Der bliver arrangeret mange ting på naturskoler rundt omkring i landet for både børn og voksne.

Der findes 67 naturskoler i Danmark fordelt på Bornholm, Fyn, Hovedstadsområdet, Sjælland, Lolland og Falster, Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark. Du kan finde de naturskoler, der er i lige præcis dit område hos Naturstyrelsen.

Kalvebod Fælled

Jeg kender kun til et par stykker i Hovedstadsområdet og én på Vestsjælland:

Naturcenter Herstedhøje, som ligger i Vestskoven i Glostrup/Albertslund og har en rigtig stor kunstig bakke på 45 meter. Toppen er hele 78 meter over havet! Der er en fantastisk udsigt fra toppen, hvor der er opmærkning af markante punkter 360 grader rundt. Bakken er god at kælke ned af, har jeg set.

Københavns Naturskole, Kalvebod Fælled, har meget at byde på: grill, bålplads, legeredskaber for store og små, værksted, legepladser og dyr, og så er der indendørsfaciliteter, hvis vejret skulle være dårligt.

Fra mine første år i folkeskolen kender jeg til Røsnæs Naturskole. Her er utrolig smuk natur og naturskolen byder på vandreruter i området, arrangementer, leje af og overnatning på naturskolen, og en naturlegeplads.

Naturlegepladser

Når børnene skal luftes og have brændt noget krudt af, er naturlegepladser et genialt koncept. Her bliver børnene udfordret på fantasi, balance, sanseindtryk og kondition – og dét kan ergoterapeuten her godt lide!

Naturlegepladserne ligger rigtig mange steder. Der er sikkert også nogle, som du kender til, der ikke er listet på nettet. Dem der er offentlig tilgængelige, kan du finde her. På hjemmesiden kan du tilføje nye naturlegepladser, skrive anmeldelser og lægge billeder op, som andre også kan få glæde af.

Leg med efterårsblade i Søndermarken, Valby.

Alene i København er der 12 naturlegepladser, bl.a. den i Valbyparken som mange nok kender, den på Vestamager Naturcenter, og så er der også Hyldespjældet, som er bygget i et egetræ!

Sjælland er der 18 naturlegepladser og i Ringsted kan man lege sørøvere og pirater, holde udkig fra fyrtårnet eller kravle ind i hvalen på Klosterparkens Naturlegeplads.

Der er fem naturlegepladser på Lolland og Falster, fx Hannenov Skov som har både shelters, hundeskov, hesteskov, dyr og træningslegeplads.

Fyn er der 8 naturlegepladser, bl.a. den maritime naturlegeplads på Nyborg Havn med en masse udfordringer for både store og små.

Der er 29 naturlegepladser i Nordjylland, fx legepladsen ved Fyrkat Vikingecenter, der har nordisk mytologi som tema!

I Midtjylland er der 7 naturlegepladser – der er bl.a. en Tarzanbane og svævebane på Momhøje Naturcenter.

Der er fire naturlegepladser registreret i Østjylland, hvor du kan finde både en Indianerby og en westerngade i Sønderskoven.

Er man til slotte, nordisk mytologi og underjordiske gange kan man i Sønderjylland besøge Gram Slot, som er én af de tre naturlegepladser i regionen.

Aktiviteter i naturen

Som ergoterapeut er jeg meget glad for aktivitet, al slags aktivitet, og aktivitet er et af kernebegreberne i faget. Alt hvad vi mennesker laver er en aktivitet, selv det at sove! Det er sundt for både krop og sjæl at være i aktivitet. Får vi lidt sved på panden, er det også godt for hjernen.

Fuld fart op ad bakke ved Furesøen.

Naturstyrelsen har ret godt styr på, hvad der sker rundt om i landet af forskellige aktiviteter, hvad der sker med naturen netop nu og hvor du kan tage hen, hvis du har noget bestemt i tankerne. Lige nu kan du se, hvad der sker i naturen om vinteren.

Der er næsten ingen grænser for, hvad du kan lave af aktiviteter i naturen og her kan du se en masse af dem. Vandreruter, orienteringsløb, badesøer, træklatring og geocaching (som du kan læse om i dette indlæg) er bare et udpluk.

Naturstyrelsens områder har i øvrigt mere end 1.000 handicapfaciliteter – adgangsforhold der er tilpasset – så kørestolsbrugere og gangbesværede også har adgang. The OT (aka occupational therapist aka ergoterapeut) loves this!

Man bliver aldrig for gammel til at lege!

Hvad er den sjoveste oplevelse, du har haft i naturen? – og Hvad er dine børns yndlingsaktivitet i naturen?

De bedste julehilsner, Maria