År 2017 i mikroeventyrets tegn

Nytårsforsæt er ofte noget, der omhandler vægttab, rygestop, sukkerafvænning eller andet i den stil. Men hvad med et enkelt nytårsforsæt, som kan komme omkring mange aspekter i dit liv? Et nytårsforsæt som jeg blev inspireret af sidste år hos min veninde Lise fra Prettynormal.dk. Et nytårsforsæt der går ud på, at du skal være gladere i 2017, end du var i 2016.

Du skal simpelt hen gøre mere af det, der gør dig glad. Er der nogle mennesker, der suger din energi, så brug mindre tid sammen med dem. Kobler du fra og slapper af, når du er alene, så sørg for at du har noget alenetid i løbet af dagen eller ugen. Nyder du at være udendørs, så prioriter at komme udenfor – skru ned for tv- og elektroniktiden og gå udenfor i stedet for.

Alastair Humphreys

Sidste år ved denne tid læste jeg et indlæg på Alastair Humphreys blog:  “Make 2016 Your Year of Microadventure”

Det gik i al sin enkelthed ud på at tage på et mikroeventyr 12 gange på et år, én gang pr. måned. En gennemsnitlig britisk lønmodtager har 112 fridage på et år, dvs. 6.736 timer til sjov og ballade, hvilket er ret mange timer til alt mulig andet end arbejde. De 12 mikroeventyr kan ligge i tidsrummet kl. 17-9 om morgenen, altså fra fyraften og til du skal sidde på pinden næste morgen. Det er 192 timer af dit liv det ene år, du kan vælge at bruge på mikroeventyr.

Smuk vintereftermiddag på vej på sheltertur.

Alastair Humphreys havde gjort det nemt for sine læsere ved at skrive de nøjagtige datoer i indlægget, hvor han foreslog de enkelte mikroeventyr skulle ligge. Nogle af datoerne var fx på Valentines Dag, da der var meteorregn, solhverv, og på Black Friday.

Jeg satte mig for, at jeg ville følge trop og tage en overnatning udendørs på de datoer, der var sat for hver måned. Desværre blev det kun til 5-6 gange mikroeventyr inkl. overnatning i det fri. Der er mange dårlige undskyldninger, men også nogle helt reelle imellem, selvom det burde være simpelt at gennemføre de 12 mikroeventyr. Til gengæld har jeg været på mere end 12 dagsture og dét har været skønt!

Et mål for år 2017

Du kan gøre, som Alastair Humphreys foreslår. Én overnatning om måneden, som jo kan være alt fra at sove i din have eller et sted, du ikke har været før. Du kan også vælge, at du bare gerne vil være mere ude eller at du vil gå mere. At du vil sove i et nyt shelter hver gang, du er på tur. You pick!

Weekendtur i Sverige – Bobbys første sheltertur, hvor det åbenbart var herligt at ligge ovenpå mig.

Det er op til dig, hvad du vil fylde dit 2017 med. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at være mere glad og tilfreds i 2017, end jeg var i 2016 – ikke at det her år har været skidt, men det er altid dejligt, hvis man kan blive endnu mere glad og have det endnu bedre end tidligere. Lidt kliché-agtigt måske, men hva’!

Jeg håber, du derude på den anden side af skærmen får en rigtig dejlig juleaften med dem, du holder af!

Rigtig glædelig jul og tak fordi, du læser med – det er jeg virkelig glad for!

hvad er dit nytårsforsæt?

De bedste jule- og nytårshilsner, Maria