En jungle af rygsække

Du kan købe rygsække i et utal af butikker, både fysiske og på nettet. Der findes store og små, til mænd og kvinder, alverdens farver, og nogle er lightweight. Men hvor skal du begynde?

Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at der ikke er én rygsæk, der er den bedste; en “VIP-rygsæk”, som min søde kæreste havde tænkt, da vi var ude og se på rygsæk til ham. Efter han havde prøvet utallige rygsække og var ved at være lidt utålmodig: “Jeg skal bare ha’ VIP-rygsækken, hvad er det for én? Altså den bedste rygsæk der findes?” Sådan fungerer det desværre ikke…

Din kropsform og ryglængde er unik og den rygsæk, der passer til dig, er ikke nødvendigvis den rette for din ven eller kæreste. Derfor er det en rigtig god idé at prøve en masse forskellige rygsække, gerne med vægt i, og se, hvad der virker bedst for dig og sidder ordentligt.

Jo større rygsækken er, jo mere putter man i, så brug en mindre rygsæk, end du umiddelbart tror…

Du har sikkert en idé om, hvad du godt kunne tænke dig og hvad rygsækkens primære formål skal være.

Er du til ultra lightweight? Skal rygsækken bruges til dagsture, cykelture til/fra job eller studie, skal den på fjeldture med telt eller weekendture med overnatning i shelter, ooog jeg kunne blive ved!

Mine rygsække

Jeg har to forskellige rygsække: en Gregory Deva 60L og en Osprey Kestrel 38L. Hvilken rygsæk jeg bruger til hvad, kan du læse under billedet.

Söderåsen Nationalpark i Skåne – Gregory Deva 60L

Når jeg er på weekendtur i Skåne, har jeg typisk den store rygsæk med. Der skal være plads til Trangia, gas, mad, vandblære, evt. en tarp, ekstra tøj osv. Jeg er oftest på tur med andre og så bliver fællesudstyret (telt, kogegrej…) delt ud på alle mand, så der ikke er én, der slæber sig ihjel.

På vej op til Preikestolen, Norge – Osprey Kestrel 38L

På dagsture eller ture med 1-2 overnatninger om sommeren, hvor jeg ikke skal have lige så meget med, bruger jeg den lille rygsæk. Den er iøvrigt også god som håndbagage. FYI, så er jeg en af den type personer, der ikke ejer en rullekuffert… Jeg havde 11 kg i min rygsæk til 1 år i Australien, New Zealand og Asien, for man skal ikke have mere med, end man selv kan slæbe det. Bum!

Jeg, og de fleste andre, har en tendens til at proppe ting i rygsækken, hvis der er plads. Også selvom vi egentlig ikke har brug for de ekstra ting. Selvfølgelig skal de nødvendige ting med og man skal ikke gå ned på sikkerhed, mad og vand, meeen der er grænser for, hvad der er absolut nødvendigt og hvad der bare rart at have med “hvis nu”…

Så! Lad være med at tage den største taske med, for du kommer til at slæbe alt for meget med, og det er der ingen grund til. Need to have, nice to have… Husk det!

Pakkelister

For at finde ud af, hvor stor/lille en taske du skal købe eller tage med dig, kan det være en fordel at vide, hvad du skal have med på den enkelte tur. – hvad skal taskens primære formål være og hvilken type grej kræver det?

Jeg vil sige, at en rygsæk på omkring 40 liter er perfekt til weekendbrug eller til 3 overnatninger cirka. Skal du på en længere eller mere avanceret tur – en uge eller mere, en fjeldtur eller et sted, hvor du ikke kan proviantere undervejs – så må du have fat i en større på omkring 60 liter.

Grej til to overnatninger pakket i min Osprey Kestrel 38L

Der er flere variationer af, hvad man kan pakke til de enkelte typer ture, hvad der er nødvendigt og hvor meget der skal proppes i tasken, men generelt skal du pakke kort, kompas/GPS, førstehjælpskit, sovepose, liggeunderlag, toiletsager, ekstra t-shirt, sokker, mad, vand, pandelygte…

Jeg har samlet nogle links, der kan hjælpe dig lidt på vej og som er ret specifikke til den enkelte type tur:

Jeg håber, du er blevet lidt klogere, hvis du har haft svært ved at finde den rette rygsæk eller været usikker på, hvad og hvor meget du skulle pakke til din tur.

Hvad sørger du altid for at have med dig i rygsækken?

Jeg har altid Marabou Daim med mig og jeg finder altid plads til det, uanset hvor proppet rygsækken er!

De bedste julehilsner, Maria