Der er mange naturområder i Næstved, som er et besøg værd. Både i selve byen og i den umiddelbare nærhed. Næstved ligger på Sydsjælland og har knap 44.000 indbyggere. Der er gågade med butikker, caféer, restauranter, kulturelle muligheder og skøn bynær natur.

Hvis du er i området i mere end en dag og ikke ønsker at overnatte på en primitiv lejrplads uden for byen, kan du for eksempel bo på Hotel Kirstine. Det gjorde jeg, da jeg i februar skulle til et bloggerevent med fokus på rejser arrangeret af Bloggers By Heart.

Det er et hyggeligt bindingsværkhotel med chesterfield møbler og vægge fyldt med jagttrofæer og bøger. Et romantisk hotel med lækker mad, god service og værelser med sjæl og charme. Det minder mig lidt om badehotellerne ved Vesterhavet.

Alle værelserne har Hästen senge og det sætter jeg stor pris på, da jeg prioriterer min søvn højt. Vi sover næsten en tredjedel af vores liv, så sengen skal være i orden og det er den bestemt på Hotel Kirstine.

Hotel Kirstine ligger desuden super centralt med kun 200 meter til Axel Torv og alle butikkerne, og med kig til Susåen på den anden side.

Naturområder i Næstved

Der er mange naturområder i Næstved, uanset om du er til friluftsliv i skoven eller ved vandet. Du kan nemt bruge et par dage på at udforske den skønne natur her.

Jeg har samlet de naturområder, som jeg synes, er et besøg værd, når du er i Næstved. Du kan selv vælge, hvilke du vil bruge tid på alt efter, hvor lang tid du har til rådighed i området.

Læs her, hvorfor det er godt at bruge tid i naturen > > >

Læs også: 8 naturperler på Sjælland > > > 

Herlufsholm Skovene

I Herlufsholm skovene der er utallige stier, hvor du må gå og løbe. Vil du give den gas på mountainbike, skal du købe et dags- eller månedskort, som du kan læse mere om her. Vil du ride en tur i området, skal du købe et ridekort på dags-, halv- eller helårlig basis, som du kan læse mere om her.

Der er etableret to hjertestier i skovene, som er henholdsvis 4,2 kilometer og 6 kilometer. Begge ruter starter fra parkeringspladsen ved Rådhuset og er markeret med hjertestiernes logo og henholdsvis røde pile til ruten på 4,2 kilometer og blå pile til ruten på 6 kilometer. Ruterne er ikke velegnet til hverken barnevogne eller kørestole.

Uanset hvilken rute du vælger, kommer du til at gå langs Susåen. Suesåen løber gennem skoven helt oppe fra Tystrup Sø og Bavelse Sø hele vejen ud i Karrebæk Fjord. Åens rislen, vintergækkerne der titter frem i skovbunden og de små solglimt gennem de nøgle træers trætoppen, gør godt for krop og sjæl.

Download kort over de to hjertestier her > > >

Vil du kombinere skovturen med motion, kan du besøge fitnessstationerne, der blev etableret i 2017 ved Herlufsholm Svømmehal.

Er du i bil, kan du parkere gratis i 3 timer ved Rådhuset, hvor hjertestierne starter > > >

Munkbakken

Overfor Næstved station finder du Munkebakken. En bakketop med handicapvenlig adgang – ergoterapeuten her klapper i sine hænder. Langs den brede sti op til toppen står der figurer af munke og byder dig velkommen, mens pulsen langsomt stiger for hvert skridt, du tager.

På toppen af Munkebakken får du en fin udsigt over byens tage og der er en legeplads til børnene, hvis de har mere krudt, der skal brændes af.

Udkigstårnet fører der endnu højere op over byen. Først med trapper bygget ind i bakken og dernæst en stålkonstruktion med en vindeltrappe. Har du det ikke så godt med højder og tendens til at få gelé i benene, kan du nøjes med at gå op ad trappen i bakken. Overvinder du frygten og går helt op i tårnet, bliver du belønnet med en fantastisk udsigt til både havn, Karrebæksminde, Herlufsholmskoven og hele byen.

Du finder Munkebakken her > > >

Havnepromenaden

På havnen er det første, jeg ser, et enormt stort bygningsmaleri. Det er fascinerende, at man kan male noget så stort, som ser så flot og gennemført ud. Bygningsmalerier som det på havnen, findes der mange af rundt omkring i Næstved. Det er også en mulighed at se byen, mens du går på jagt efter bygningsmalerier.

Der er fortov langs med kanalen, som fører hele vejen fra Havnegade og videre langs Kanalvej. Har du mod på at gå omkring +10 kilometer, kan du fortsætte ad Hjertestien fra Kanalvej og rundt på Ydernæs, som beskrives nedenfor.

Ydernæs Fritidshavn

Ydernæs ligger ved udmundingen af Susåen, som løber ud i Karrebæk Fjord og her kan du se over til Gavnø. I 1930’erne blev Ydernæs til en ø, da kanalen til Næstved Havn blev skabt.

Udover de to hjertestier i Herlufsholm Skovene, går der også en hjertesti rundt på Ydernæs. Hjertestien starter og slutter ved Kano- og Kajakklubben på Kanalvej, som du finder her.

Ruten er 6,5 kilometer lang og kommer gennem skoven, langs en sø og har kuperet terræn, der dog både er egnet for cyklister og fodgængere. Der er et rigt fugleliv, så er du fugleinteresseret, er hjertestien her lige noget for dig.

Download kort over ruten her > > > 

Skovtårnet i Camp Adventure

Kun 20 minutters kørsel fra Næstved, stikker skovtårnet hos Camp Adventure op mellem trækronerne. Skovtårnet stod færdigt i 2019 og er allerede kåret som et af de 100 bedste steder at besøge i verden. Og det kan jeg virkelig godt forstå.

Fra parkeringspladsen kommer du til gårdspladsen med bordebænkesæt, reception og toiletter. Herfra går du over en bro og bliver ført ind i Gisselfeld Klosters skov ad en træsti. Selvom træerne står nøgne og rå i februar, tager jeg alligevel mig selv i at stoppe op og falde i staver over stemningen i den ældgamle bøgeskov.

Turen fra indgangen til det kuperede istidslandskab, hele vejen hen til Skovtårnet, de 650 meters rampelængde op i 45 meters højde og retur til receptionen er i alt 3,2 kilometer. Du skal beregne omkring 2 timer til oplevelsen og du skal huske at tisse af, inden du bevæger dig ind i det fortryllende landskab, da der ikke er toiletter undervejs.

Det koster 50 kroner for parkering per bil. Børn op til 6 år kommer gratis op i Skovtårnet og personer +6 år koster 150 kroner.

Find vej til Camp Adventure i bil > > >

Som ergoterapeut varmer det virkelig mit hjerte, at Skovtårnet er tilgængeligt for alle uanset funktionsniveau. Skovtårnet er cylinderformet, hvilket gør, at naturen kan komme helt tæt på, mens du snor dig 45 meter op over trækronerne på den 650 meter lange tur op i luftlagene.

På toppen får du 360 graders panoramaudsigt og kan se helt til København, Øresundbroen og Malmø, hvis vejret er klart. Heldigvis kom der glimtvis både sol og blå himmel, da jeg med gelé i benene kom helt til tops. Dagene havde nemlig været både blæsende, grå og våde, så tak til Moder Natur for at komme med godt vejr, som fuldendte oplevelsen.

Her kan du læse om klatreparken og faciliteterne hos Camp Adventure > > >

Hvilke naturområder i Næstved eller på Sydsjælland kan du anbefale at besøge?

De bedste hilsner,

Maria