Hvorfor ikke spise udenfor?

Jeg elsker at være udenfor – også selvom vejret ikke altid er med mig. Det handler om at finde den rette påklædning: lag på lag, vindtæt, vandafvisende eller -tæt, hue, vanter, solbriller…

Nogle gange skal man gribe chancen og springe ud i det, komme ud af døren! Det kan være, solen forsvinder eller sneen er smeltet, når du har fået klaret alle de praktiske gøremål i hjemmet og det vil være ret ærgerligt.

I weekenderne pakker jeg ofte en madpakke, en termokande og lidt snacks, når jeg har spist morgenmad og kører ud i det blå. Helst et sted jeg ikke har været før, for vi kan nemt komme til at tage det samme sted hen hver gang og så får vi jo ikke nye indtryk, nye yndlingssteder eller nye spændende oplevelser.

To fluer med ét smæk

Berta, min lille Ford Ka, skulle til service i Lyngby og så greb jeg muligheden for en dag i det fri.

Min (på det tidspunkt) ret lille nye nevø og gudbarn bor i Bagsværd. Derfor var det meget oplagt at gå fra Lyngby, hvor Berta skulle afleveres om morgenen, til Bagsværd via Lyngby Sø, gennem Hareskoven og forbi Bagsværd Sø med et madpakkefrokoststop undervejs.

Tomatsuppe med nudler og en fin udsigt over en frossen Bagsværd Sø.

Jeg havde pakket min rygsæk med en termokande med kogende vand, min Trangia, gas, tomatsuppe og nudler, og vand. Én fod foran den anden i den knitrende sne. Dybe åndedrag. Et ‘open mind’ for alle de ting, der var omkring mig.

Det var en skøn tur og en rigtig god måde at kombinere bilservice, mikroeventyr, barselsbesøg. Og så retur med bussen til værkstedet igen om eftermiddagen!

En anden gang pakkede jeg tasken og kørte i skoven, til et sted jeg ikke havde været i før. Gik en dejlig tur og fandt et godt sted at holde frokostpause – en klapsammen til hovedret og bananpandekager og the til dessert, mums! Bagefter kørte jeg hjem i varmen og smed stængerne op til en gang Netflix. Nu havde jeg fået mig et dejligt natur-boost og frisk luft.

The fra Grower’s Cup og bananpandekager til dessert.

Valg af mad

Det er selvfølgelig op til den enkelte, om det skal være enkelt eller lidt mere avanceret, om det skal være varmt eller koldt. Og hvor meget du vil slæbe med.

Jeg synes, det er dejligt at have noget pulversuppe med til frokost. Det er let at varme op, vejer ingenting at have med og lidt nudler kan virkelig spice det op og give lidt mere fylde.

En helt almindelig klapsammen og lidt frugt eller grønt kan sagtens være en fin løsning. Især hvis det skal gå lidt hurtigt med at komme af sted og du ikke lige har andet i skabene.

Skal det være lidt mere avanceret, kan du vælge at tage fx kød, grønt, pasta/nudler/ris, pitabrød. Du kan lave måltidet fra bunden af – evt. samle svampe eller andet, hvis det er årstid.

Der kommer senere et indlæg om turmad – og hvordan du kan lave din egen. Læs mere om, hvordan du kan lave din egen turmad her!

har du også spontane måltidsture i det fri?

De bedste julehilsner, Maria