Der er skjult seks glemte kæmper på Vestegnen. De glemte kæmper er lavet af den danske kunstner Thomas Dambo, der har udformet kæmperne af affaldstræ.

Du kan finde kæmperne ved at bruge skattekortet, der er lavet til netop det formål at gå på jagt efter de glemte kæmper, som er skjult for os mennesker.

Ved alle kæmperne er der forholdsvis let adgang til offentlig transport, så det er tilgængeligt for alle, uanset om man har bil, cykel eller rejsekort. Helt perfekt til et mikroeventyr.

Oscar under broen

Jeg tog på jagt efter tre af de seks kæmper på en halv dags tid – fra klokken 10.30 til omkring kl. 14. Den slags mikroeventyr som er lidt spændende, fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle lede efter. Hvor store kæmperne ville være. Hvor de helt præcis var gemt. Lige som det skal være, når man er på ekspedition.

Jeg tog toget til Ishøj, hvorfra jeg startede skulpturjagten. Jeg gik gennem boligblokkene, ned mod stranden og fulgte stien mod vandet. En kølig novemberdag med gråvejr og vind i håret.

Pludselig dukkede der en bro op med en hånd på. En enorm stor hånd der sad på en arm, som sad på en kæmpe krop under broen. Det var Oscar Under Broen, som var gledet og nu sad på numsen og holdt fast i rækværket på broen. Oscar er lavet af affaldstræ og ser forskrækket ud, fordi han lige nøjagtig nåede at gribe fat i rækværket på broen, inden han gled ned af bakken og ud i vandet.

Jeg fortsatte rundt på stien mod Arken. Hvis du alligevel er ved Arken, skal du gøre dig selv den tjeneste at gå en tur hen til Oscar. Har du børn med, vil de elske at gå på jagt efter en kæmpe.

Da tiden var knap, valgte jeg at gå tilbage til Ishøj Station. Der er cirka 8 kilometer fra Oscar til Avedøre, hvor Trine gemmer sig og det kunne ikke gå op med min tidsplan. Derfor hoppede jeg på toget mod København. Jeg endte med at gå 5,5 kilometer fra Ishøj Station til Oscar og tilbage til Ishøj Station.

Trine på toppen

Jeg stod af på Avedøre Station og gik langs boligblokkene og kanalen. Stien hen mod Quark Centeret er omringet af træer på begge sider. Efterårsfarverne er på sit højeste og der er heldigvis lidt blade på træerne endnu. Ved Quark Centeret sad Trine på bakketoppen og nød udsigten til træernes smukke efterårsfarver. Trine sidder med vindblæst hår og rækker sine hænder frem. Det er en fin udkigspost, at kravle op i hænderne og spejde efter dyr.

Der går geder rundt i indhegningen og spiser græs. Der gemmer sig shelters bag Trine og madpakkehuset er oplagt til at holde en frokostpause. Det tager ikke mere end en lille halv times tid at gå fra Avedøre Station til kæmpen Trine.

Sovende Louis

Da jeg havde foreviget Trine, fortsatte jeg ad Vestegnsruten mod dagens tredje og sidste kæmpe. Følger ruten, kommer du faktisk forbi alle kæmperne, hvis du tager en lille afstikker hist og pist.

På trods af at det er Storkøbenhavn, jeg bevæger mig rundt i, er der en del træer og naturområder. Det støjer dog fra omfarts- og motorvej, som hele tiden er lige i nærheden af ruten. Men der er stadig efterårssmukt, trods en konstant summen i baggrunden.

Jeg har for en del år siden boet i Rødovre, så det var skægt at komme tilbage til mit gamle “hood”. Den brede cykel- og gangsti fortsætter helt til Utterslev Mose, men på vejen kommer man forbi Louis, der ligger ved Absalon Camping og snorksover på en bakketop inde i krattet.

Fra Avedøre Station til Trine og videre til Louis er der 8,5 kilometer. Fortsætter du videre til Brøndbyøster Station, som jeg gjorde, er der 10 kilometer i alt.

Thomas på bjerget

Min søster og jeg havde aftalt, at vi skulle have noget kvalitetstid sammen uden mænd og børn. Et par timers hygge, bare os to. Da jeg manglede at finde de tre sidste kæmper, aftalte vi at gøre en tur ud af det sammen. Man taler også på en anden måde, når man går i naturen, ik’?

Vi tog toget til Albertslund og købte en lækker bagel i Bagel House til frokost. Vi gik langs kanalen, ind gennem boligblokkene til det grønne område ved Tueholmsø. Derfra fulgte vi stien op til det højeste punkt og dér sad Thomas og spejdede ud over Albertslund. Afslappet og med virkelig lange ben. Frokosten nød vi i efterårssolens stråler omringet af træer i de skønneste gyldne nuancer, inden vi gik videre.

Lille Tilde

Vi fortsatte på stien og ned fra toppen af “bjerget”, hvor vi mødte en flok får, som vi gik ind og besøgte. De græssede i indhegningen og råhyggede sig med deres krøllede pels og lange haler. I Tueholmsø cruisede ænder og svaner rundt. Motorvejen larmede i baggrunden, men naturen i området er virkelig dejlig med både gran- og løvskov.

Jeg havde fundet Thomas, så nu var det min søster tur til at spejde efter den næste kæmpe. Hun gik forrest i granskoven og holdt øje med Tilde. Selvom det er en kæmpe, er hun altså svær at få øje på. Men pludselig hørte jeg begejstringen i min søsters stemme: “Dér! Dér er den!”

En rund kæmpe med lang hale stod mellem to træer og holdt øje med dyrelivet i søen. Der var fire unge mennesker, der også var på kæmpejagt. Jeg tror, de var udvekslingsstudenter og det er da en genial måde at opleve nye områder på. Uanset om man er turist eller lokalkendt.

Vi gik som sagt fra Albertslund Station til dagens to første kæmper og retur til stationen igen. En tur på i alt 6,5 kilometer.

Venlige Teddy

Vi forevigede os med Tilde, beundrede håndværket og gik tilbage til Albertslund Station. Min søster tog videre i sit program og jeg kørte et par stop med toget til Høje Taastrup. Her gik jeg 20 minutters tid, inden jeg fandt den sidste af de seks kæmper – Venlige Teddy.

En stor, langarmet kæmpe med det venligste udtryk i sit træansigt med træfuldskæg. Solen tittede frem og glimtede i søen, hvor Teddy stod og kiggede med sine store øjne. Hans ene lange arm lå over vandet, så jeg kunne gå tørskoet fra den ene til den anden side. Fra Høje Taastrup til Teddy og retur gik jeg 3,5 kilometer. Det er den korteste distance fra station til kæmpe.

Hvad skal jeg vide om ruten og kæmperne?

Kæmperne er godt lavet og det er virkelig en god idé med en skultpurjagt efter kæmper. Både for børn og voksne. Ved alle seks kæmper er terrænnet fladt, på nær stigningen op til Trine og Thomas. Børn og barnevogne kan sagtens være med. Ruterne er flade og enten asfalteret, med stenmel eller skovstier, så det er let for barnevogne og cykler at komme rundt.

Der er langt at gå mellem de seks kæmper, men du kan sagtens cykle mellem nogle stykker af dem. Jeg blev tippet om et kort af søde Solveig, der følger mig. Kortet brugte  jeg som guideline sammen med det oprindelige skattekort. Det er et kort, som Cycling in Copenhagen har lavet.

Du finder det lige her.

Kortet er nemt at følge og du kan jo vælge at bruge det som guideline, hvis det oprindelige skattekort bliver for vanskeligt.

Mangler du idéer til adventsgaver til ungerne, er her en fantastisk mulighed for at give dem en oplevelse i naturen, hvor I som familie er sammen. Én-to kæmper per søndag i advent og det kan jo krydres med snobrød over bål eller en medbragt madpakke. Det kunne også sagtens være en adventsgave til din kæreste. Kvalitetstid sammen som par er guld værd.

Det er nemt at komme til og fra alle kæmperne, da der er S-togsstationer lige i nærheden og dermed tilgængeligt for alle, uanset om du har bil eller ej. Så der er ingen undskyldninger for at blive hjemme i den bløde sofa og se NetFlix. Ud ad døren og af sted – det skal nok blive en hyggelig og oplevelsesrig dag.

Læs også: Pakkeliste til en dagstur

Her finder du alle mine mikroeventyr >>>

Hvad er dit bedste oplevelsesminde med dem, du holder af?

De bedste hilsner,

Maria