Nåe ja, det var psykopatelgen, vi kom fra!

Hvis du endnu ikke har læst første del af mit eventyr med min bedre halvdel i Tromsø, kan du finde det her, inden du læser fortsættelsen.

Ud gennem tågen kom Senja imod os

Vi kørte som tidligere skrevet fra Tromsø til Senja i den lejede bil. Der var en tæt tåge, da vi parkerede ved færgen. Så tyk, at vi måtte bruge en motorsav for at skære os igennem. Men det klarede færgen heldigvis for os.

Til vores held lettede tågen, da vi nærmede os Senja. Lige så langsomt tårnede fjeldtoppene frem og solen kæmpede for at komme igennem det tykke lag af skyer. Der manglede bare lidt saxofon spil i baggrunden, som prikken over i’et. Ligesom da jeg i 2012 sejlede til Nordkap med Hurtigruten, hvilket var helt magisk!

Da vi havde lagt til, fortsatte vi sydpå for at finde et dejligt sted at slå telt op. Undervejs gjorde vi nogle stop, for naturen på Senja er ubeskrivelig. For at give et billede af øen, så jeg kan fortælle, at Senja var en kandidat til New Zealand, da Ringenes Herre skulle optages. Der er rigtig smukt!

På fjeldet med turbo

I Tromsø opdagede vi fænomenet 5 turer med turbo, som i sin enkelhed går ud på, at få  flere i aktivitet. Derfor har Den Norske Turistforening lavet børneversionen af 10 på topp, hvor børn kan være med og konkurrere om at nå flest toppe.

Pga. Jonas’ ryg var de her småture – ca. 3 timer retur – rigtig gode. Til vores held, i jagten på et oplagt sted at gå op på fjeldet og slå lejr, så vi er skilt med “5 turer på turbo”. Det passede perfekt med vand på begge sider af fjeldet og forhåbentlig med den rigtige vindretning, så vi slap for regn.

Vi kom op på toppen og den udsigt, der mødte os, var vi slet ikke forberedt på. Der var så utrolig smukt, at jeg glemte at trække vejret. Den følelse af, at tiden står stille, al lyd forsvinder og man ikke kan røre sig ud af flækken. Jeg bliver altid rørt af naturens smukke skabninger og den her panoramaudsigt var helt fantastisk!

Og nu kommer psykopatelgen ind i billedet

Vi slog lejr, Jonas gik på jagt efter brænde og jeg begyndte at lave mad på Trangia. Vi havde taget lidt forskelligt med og menuen til aften stod på tomatsuppe med nudler. Desserten bestod – traditionen tro – af skumfiduser. Mums!

Efter maden sad vi og nød udsigten og stilheden med en kop kaffe og the. Det varede dog ikke længe, for pludselig hørte vi en lyd, der ikke hørte til. Vi havde svært ved at lokalisere den pga. vind og fjeld, men bjældeklangen kom tættere på.

Vi snakkede om, hvad det kunne være – måske en vædder. Jonas’ jokede med, at det også kunne være en psykopatelg, som den lille by havde sat en bjælde på, så de kunne høre, når den kom. Da vi var færdige med at grine, var vi nødt til at liste op og se, om vi kunne få øje på bjældens ejermand. Det var en sød lille fårefamilie, bestående af mor og to lam. Det var faktisk ret idylisk og romantisk og lige til at blive helt glad indeni. Det satte prikken over i’et på en skøn skøn aften.

Abisko med den berømte Kungsleden

Efter en nats søvn under de sidste rester af midnatssolen, kørte vi mod Abisko. Vi havde lejet et hus gennem Airbnb, som lå ret centralt ift. dagsture og Kungsledens startpunkt. På den måde havde vi alle muligheder for at tage en masse ture, uden at bruge for meget tid på transport til og fra. Dét er luksus, når man gerne vil på vandretur og halvdelen af gruppen har dårlig ryg.

Det mindset jeg kommer i, når jeg er midt i naturen og kun kan høre naturens lyde, er noget af det bedste, jeg ved. Der er fred og ro omkring mig. Ingen stress. Ikke noget, jeg skal nå. Ingen to do-lister. Jeg skal bare være. Nyde, suge til mig, lade op og få energi. Det kan Abisko hjælpe med.

Vi startede ud med at tage på Abisko Turiststation, hvor vi fik et kort over området med. Det var lidt anderledes end det kort, jeg havde købt hos Nordisk Korthandel. Men begge var gode at have med. Struktureret som jeg er, lavede jeg en plan over mulige ruter, længde og sværhedsgrader.

Næste dag lagde vi ud med en rundtur på Kungsleden gennem skov med fjelde i horisonten. Vi endte med at gå langs en flod, der fossede af sted med fuld knald. Vandet larmede, som hvis du har prøvet at sidde i din bil, mens den er i vaskehallen. Det er utroligt, der kan blive ved med at være vand. Og så meget af det med samme konstante kraft!

Et kort fyldt med ruter og et must-see

Der var mange forskellige muligheder for dagsture i området. Ét af valgene faldt på en tur ned til søen Torneträsk, som vi boede lige ved. Søen er 70 km. lang og 168 meter dyb, hvilket gør den til Sveriges næstdybeste sø. Torneträsk er så stor, at det ligner en fjord, mere end en sø – bestemt et besøg værd!

Jeg havde læst, at Trollsjön skulle være utrolig fascinerende. Ifølge diverse artikler skulle det være Sveriges klareste og reneste sø. Den måtte vi selvfølgelig se med vores egne øjne!

Vi kom igennem meget forskellig natur. Lige fra frodige dale, til golde klippesten og noget der mest af alt lignede et dinosaurlandskab. Se selv:

 

 

Langt om længe, efter lidt regn, en del sved på panden og lidt sne på ruten kom vi op til søen.

Trollsjön levede op til alle forventninger

Spejlblank, ren og virkelig smuk. Følelsen af at være trådt ind i en helt anden verden. En helt anden tid, hvor en dino meget vel kunne trampe forbi. Jonas skulle lige ned og mærke på vandet, der var så klart, at han havde svært ved at vurdere, hvornår hånden ramte vandet. Vandet var iskoldt, så jeg kunne kun ryste på hovedet af fyren, der valgte at tage en dukkert. Han sprang lige så hurtigt op, som han kom i og kæresten stod klar med håndklædet. Vi skulle ikke nyde noget!

Efter en halv kande varm the og den obligatoriske KvikkLunsj gik vi retur til bilen, inden det nåede at blive helt skumring – aka myggetid. Vi nåede det dog ikke helt og Jonas, der ikke er så glad for kryb og kravl, gik liiidt amok over myggeflokkene. Der var også mange og jeg kunne tydeligt se, hvor jeg havde min sportsbh på. Jeg lignede en pukkelhval, selvom jeg havde to bluser udenpå. – det er en del af pakken og lidt kløestillende kommer man gudskelov langt med.

Eventyret lakker mod enden og kontrasterne viser sig

Vi pakkede rygsækkene, fik gjort rent i huset næste morgen og så måtte vi vende snuden mod Norge igen. Men inden vi forlod Abisko, tog vi op på Njulla fjeld, som havde en lift og det benyttede vi os af. Smuk udsigt trods det skyede vejr over Torneträsk, Lapporten og Abisko. Idet vi tog liften op – og ned – var det masser af energi og overskud til at gå rundt deroppe og nyde de maleriske views.

Det var meningen, at vi skulle have en overnatning i telt mellem Abisko og Tromsø. Desværre havde vi ikke vejret med os og Jonas havde ondt i kroppen, så for at slippe for et drivvådt telt i flyet og en alt for ødelagt krop, snuppede vi et hotelværelse. Det var nu også ret dejligt, inden en flytur hjemad med et skift i Oslo.

At komme fra stilhed, mindfulness og en sjæl helt i ro, til at komme hjem til København med en milliard cyklister, trafikstøj og ikke et øjebliks stilhed. Dét var lidt af en kontrast.

Det var en fantastisk tur og jeg kunne godt tænke mig at komme til Tromsø igen til vinter og præsentere Jonas for Nordlys. – vi må se, om der er plads i kalenderen med flytningen, der står lige for døren.

Tak fordi du læste med! Vi anbefaler Tromsø, Senja og Abisko på det kraftigste – der er også mulighed for at tage flere dage i telt, hvis Airbnb-versionen ikke er noget for dig.

Hvor i verden har du dit dejligste minde fra?

De bedste hilsner, Maria