Det er bevist, at vi mennesker får det bedre af at være ude i naturen, så brug naturen.

Friluftsrådets store undersøgelse af danskernes friluftsliv i 2017 viser, at 4 ud af 5 af os oplever, at friluftsliv i høj grad forbedrer vores fysiske form og helbred. Der er desuden 3 ud af 4 af os, der oplever, at friluftsliv forbedrer vores livskvalitet. Hele 84 procent af os oplever, at friluftsliv forbedrer vores psykiske velvære og humør.

What’s not to like?

Du ved det sikkert også selv. Du kan sikkert mærke det. At humøret altid bliver bedre, når du har været ude i naturen. At du aldrig kommer hjem efter en tur i naturen og er i dårligere humør, end da du tog hjemmefra.

Derfor er det især vigtigt i denne tid med Corona (2020), at vi kommer i den friske luft, hvis vi selvfølgelig er raske og overholder myndighedernes anbefalinger. Kom ud i naturen. Gå en tur. Cykl en tur. Løb en tur. Gå en tur med hunden. Saml affald på stranden. Led efter trolde i skoven med børnene.

Du kan også vælge at bruge denne mærkelige og uvante situation til at reflektere over livet, de omstændigheder du er i, hvad du vil ændre på og hvordan du kommer i mål.

Læs mere om alle de gode grunde til at bruge mere tid i naturen > > >

Brug naturen til at reflektere

Der er fred og ro i naturen.

Kroppen kommer i et helt andet gear, når du er i naturen.

Der er ikke noget, der stresser.

Der er ikke nogen, der forventer noget af dig.

Der er højt til loftet.

Det er gratis at være i naturen.

Naturen har altid åben.

Hverdagen er markant anderledes for de fleste af os i øjeblikket på grund af Corona. Vores daglige opgaver med arbejde, hus og hjem, børn og fritidsinteresser er fordelt på en anden måde over døgnet og ugen. Fordi du har mere tid hjemme, kan du vælge at bruge mere tid i naturen.

I naturen kan du lade tankerne flyve. Brug naturen og dens ro til at fordybe dig og måske finde svar på de ting, du går og tumler med.

Du kan stille dig følgende spørgsmål:

  • Hvad er godt i mit liv?
  • Hvad er mindre godt i mit liv?
  • Arbejder jeg med det, jeg ønsker?
  • Bor jeg det sted, jeg gerne vil?
  • Har jeg det indhold i livet, der gør mig glad?
  • Hvad ønsker jeg at opnå i mit liv?
  • Er der noget, jeg kan ændre på?

Uanset om det er din jobsituation, din kost- og motionsvaner eller noget helt tredje, du vil ændre, så er det vigtigt, at du ikke sætter for store mål med det samme.

Læs også om digital detox og at gå offline > > >

Hvordan skaber du nye vaner?

Vaner og rutiner er det, der gør, at vores hverdag fungerer. Hvis vi ikke har noget at stå op til, kan hverdagen blive udfordrende. Det er ikke kun børn, der har godt af struktur, forudsigelighed og rutiner. Det har voksne også.

For at skabe nye vaner, skal du starte i det små. Hvad end det er, du ønsker at ændre, skal du sætte små mål. Små mål som er opnåelige og som sikrer dig en succesoplevelse.

Lad mig give dig et eksempel:

Du vil gerne tabe dig og ændre livsstil.

Her kan et mål for eksempel være, at du gerne vil spise mere fuldkorn eller at du gerne vil motionere. For at målene ikke bliver for store og uoverskuelige, og måske ender med, at du slår dig selv oven i hovedet, fordi det ikke lykkes, skal du sætte små mål.

Sørg for at sæt ét mål om ugen, så der kun er én ting, du skal fokusere på og ikke gøre alting på én gang, så korthuset vælter.

Hvis du gerne vil spise mere fuldkorn, kan nogle mål være:

  • Jeg vil bytte det hvide brød ud med fuldkornsbrød 3 gange om ugen
  • Når jeg skal spise pasta til en ret, vil jeg bruge 50 procent hvid pasta og 50 procent fuldkornspasta
  • Jeg vil bage boller 1 gang om ugen og bage med 5-kornsblanding og 1/4 fuldkornsmel

Derved skal du ikke skifte al pasta og ris ud til fuldkornsprodukter, men du vænner dig langsomt til det. Du skal heller ikke udelukkende spise rugbrød og fuldkornbrød eller -boller, men lærer stille og roligt at spise anderledes. 

Hvis du gerne vil motionere mere, kan nogle mål være:

  • Jeg skal gå en tur på 15 minutter hver dag
  • Jeg skal lave 10 squats, før jeg børster tænder morgen og aften
  • Jeg skal installere app’en 7-minutes Workout og lave en session 3 gange om ugen

Her sætter du mål, som er opnåelige. Det er målbart og enkelt.

Når ugen er omme og du skal sætte et nyt mål, skal du vurdere, om ugens mål er opnået eller ej. Hvis det ikke er opnået, fortsætter du med målet en uge mere. Har du haft succes med målet, sætter du et nyt mål for den næste uge. Du fortsætter med dit første mål og kobler det nye mål på.

Hvis det bliver for meget eller for overvældende efter nogle uger, forsætter du blot med de mål, du allerede har kørt i stilling. Det handler om, at du skal få succes med ændringerne. 

Brug naturen til at opnå dine mål

Naturen er som sagt åben hele døgnet og du må være flere steder, end du regner med.

Læs om reglerne i naturen og hvor du må færdes her > > >

Når du er i naturen og den friske luft, får du mere energi og du får lidt mere styr på dine tanker. Det at du bevæger dig derude, gør, at får mere overskud, får bedre kondition og kommer ned i gear, så kroppen får ro i en ellers travl hverdag.

Du kan tage ud i naturen, når du skal sætte dig et mål. Find et sted, hvor du kan være alene og ikke bliver forstyrret. Tænk over, hvor du skal have fokus. Er det din arbejdssituation, vil du gerne sove bedre eller vil du spise sundere? Sæt et mål, der er konkret og er muligt at opnå på en uge.

Mit mål skal være at få mere motion ind i hverdagen. Det vil jeg gøre ved, at jeg i den første uge løber i 15 minutter 2 dage. Ugen efter vil jeg – samtidig med at jeg fortsætter med første uges mål – lave 10 burpees 3 gange om ugen. Sådan kan jeg fortsætte med at sætte aktiviteter på og for eksempel skifte bilen ud med cyklen, hvis det er kortere afstande, jeg skal køre.

Jeg ønsker dig alt det bedste med at komme i gang med ændringen i dit liv. Jeg hepper på dig!

Hvad er dit mål for ugen? Hvad vil du gerne ændre på i dit liv?

De bedste hilsner,

Maria