Her kan du downloade kort over ruten >>>
Sådan finder du Panoramaruten
Den gule rute er en 3,9 kilometer lang rundtur og kan fanges fra parkeringspladsen ved Bramslev Bakker Camping. Her kommer du rundt i Bramslev Bakker og ned langs fjorden.
Følger du den blå rute med udgangspunkt fra enten Hobro Golfklub eller Hjerritsdal Mølle med parkering her, går du en rundtur langs Valsgård Bæk ned til fjorden. Ruten er 5,8 kilometer lang.

Gennem bakker og dale
Ved Hegedal kommer jeg ud på en grusvej, der fører mig langs med golfbanen. Her kan du vælge at dreje til højre og følge de røde pile ad den korte rute tilbage til lystbåndehavnen på i alt 2,6 kilometer. Ved Hobro Golfklub deler ruten sig igen og du kan vælge at fortsætte ad Panoramaruten med de hvide pile, eller du kan dreje til højre og tage den i alt 4,9 kilometer lange rute, der fører dig tilbage til udgangspunktet.
Efter en lille kilometer på grus- og asfaltvej kommer jeg igen ind på en natursti. Fortsætter du lige ud langs de blå pile, kommer du til Hjerritsdal Mølle og Vangsgård Bæk. Jeg drejer til højre og går via markerne på Panoramaruten ned i skoven og møder Vangsgård Bæk, som strømmer derudaf. Der skulle være oddere i området, men jeg så desværre ingen.
Der er igen en utrolig smuk udsigt til fjorden, men der kommer langsomt skyer på himlen og det drypper en lille smule fra oven. Jeg når lige at tænke ”lad det blive en kort byge”, inden det igen er ovre og solen tager magten. Er du ved at være sulten og har glemt madpakken, kan du afvige fra ruten og gå 400 meter op ad grusvejen til Bramslevgård, hvor du kan købe frokost, kaffe og aftensmad.




Langs fjorden og ind blandt køer
Jeg går ind og ud af kvæghegn, men det er ikke mange køer, jeg møder. Der er utrolig mudret på kvægstierne oven på al den regn, vi har fået i sæsonen. Det er en god idé – uanset vejr og vind – at have nogle gode sko på, der støtter om anklerne og har et godt greb på sålerne.
Stierne bugter sig i bakke og dal langs den yderste kant af skråningerne i Bramslev Bakker. Hold nu op en udsigt! Vejret er som bestilt til vandring. Jeg satte mig et øjeblik ved bordbænkesættet med udsigt til fjorden, inden jeg rammer campingpladsen. Her er fredeligt, vindstille og solens stråler varmer mig i ansigtet. Det er svært, ikke at være i nuet lige her. Jeg går videre og kommer til parkeringspladsen ved Bramslev Bakker Campingplads. Vil du gå en kort tur, kan du nøjes med at gå til højre ad stien og drikke en kop kaffe ved bordbænkesættet, hvor jeg sad og nød udsigten.
Jeg fortsætter ned til fjorden via campingpladsen. Vandet klukker stille, der er en lille brise og dufter af tang. Svanerne glider elegant gennem vandet og vender i ny og næ bunden i vejret. Stien går på stranden, græsarealer og i skovbrynet. Her dufter af strandture som barn, når vi besøgte min morfar ved Lammefjorden. To kilometer før mål går det igen op i bakkerne. Hjertet banker lidt ekstra, når det går opad og jeg er taknemmelig for, at jeg fik så skønt et solskinsvejr at vandre i. Livet er ikke det værste, man har. Den smukke tur, der bestemt er en Premium titel værdig, slutter med at gå gennem det sidste kvæghegn, hvor de søde krøllede køer står og græsser i indhegningen ved lystbådehavnen. Bilen holder og venter på mig, efter et toiletbesøg på det offentlige toilet ved rutens startpunkt.




Hvilke naturskønne ruter har du vandret på?
Wauw sikke en smuk tur. Den må jeg vidst lige have kigget nærmere på. Tak for en god beskrivelse. Hvor lang tid vil du vurdere at man cirka skal sætte af til en dagstur i det bakkede terræn?
Mvh.
Helle/Helles-Univers.dk
Hej Helle,
Det var virkelig en flot tur og et mere kuperet terræn, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Der er utrolig smukt i Bramslev Bakker!
Det tog mig omkring 2 timer at gå ruten, men jeg vil sige, at I skal sætte 3 timers tid af til det, for så er der mulighed for at nyde et par stop undervejs eller frokosten 🙂 Og området er ikke egnet til klapvogn. Men I kan jo vælge at starte ruten ved campingpladsen og gå noget af ruten, hvor små ben også kan følge med, i stedet for alle 10 kilometer.
Bedste hilsner,
Maria