Mit mikroeventyr på Lolland i maj måned var intet mindre end fantastisk. Jeg tror ikke, jeg har haft en naturoplevelse af den ”standard”, siden jeg boede i Norge. Den tilstand af fuldstændig velvære, ro i sindet og zen til den store guldmedalje, er noget helt særligt. Billederne taler for sig selv og hvis du vil have en mere ”ægte” oplevelse, kan du gå ind på Instagram eller Facebooksiden og se videoen fra den uforglemmelige morgenstund, jeg havde.

Ude på landet på Lolland

Jeg er vild med mit job, for her kan jeg blande min hobby ind i arbejdstiden. I forbindelse med et kursus på i Maribo valgte jeg at tage mit sovegrej med i bilen, da overnatning ikke var inkluderet. Og enhver mulighed for overnatning i naturen griber jeg, også denne gang! Jeg havde på forhånd undersøgt, hvad der var af shelter- og friteltningsmuligheder omkring Maribo. Valget faldt på Naturskolen ved Søndersø i Maribo, fordi det var tæt på kursusstedet og jeg gerne ville have udsigt til søen.

En oplevelse af flow

Der var ikke andre ved shelterpladsen, da jeg ankom ved 20.45-tiden og jeg kunne selv vælge, hvilket shelter jeg ville bruge. Der var en bålplads og i shelteret lå der nogle gamle aviser og lidt brænde. Nok til at lave et lille bål, der kunne brænde, mens jeg spiste min frysetørrede mad fra ferien i Spanien sidste sommer, og holde længe nok til at se på det, mens jeg faldt i søvn.

Mihaly Csikszentmihalyi har arbejdet med begrebet flow, som er en tilstand, hvor du glemmer tid og sted, fordi det du foretager dig opsluger dig 100 procent. Det var lige præcis den tilstand, jeg var i da jeg vågnede til lyden af fuglefløjt, gæssene og køernes kalden tidligt om morgenen. Jeg vågnede tidligt om morgenen, da solen begyndte at titte frem og fuglene var forårskåde, ligesom gæs og køer. Jeg faldt i søvn igen og vågnede en times tid senere, hvor alt var gyldent og glimtede i solstrålerne. Mosekonen bryggede ganske let, fulgene fløjtede, gæssene var i fuld gang og køerne brølede om kap. Jeg lå bare og stirrede ud på verden, på den vidunderlige natur og priste mig lykkelig for at opleve noget så unikt. 

Husk lyd på videoen!

Naturen er så utrolig, så fascinerende og helt speciel. Vi skal huske at passe på den, samle på de skønne øjeblikke, som jeg havde den morgen i shelteret ved Søndersø i Maribo. Vi skal ikke efterlade nogle spor og kun tage minder med os. Minder der kan gøre os glade helt ind i sjælen og give os ro i kroppen bare af at tænke tilbage på det.

At være helt alene – og så alligevel ikke

Første nat havde jeg som sagt for mig selv og af en eller anden årsag, føles det bare anderledes at sove i et åbent shelter ift. telt og bivibag. Shelteret er frit tilgængeligt for alle, der kommer forbi. Teltet gør, at jeg har en ”skal” omkring mig, der beskytter mod ubudne gæster. Bivibagen bruger jeg, når jeg er midt ude i naturen, uden for en friteltnings- eller shelterplads, hvor der ikke kommer andre folk. Det var ikke noget problem at falde i søvn, selvom oplevelsen var anderledes. Jeg blev heller ikke forskrækket over musen, der puslede rundt, fordi der nok var lidt madrester uden på posen, hvor maden havde været i.

Næste aften kunne jeg se, at der lå nogen i ”mit” shelter. Jeg valgte at gå derhen alligevel, for jeg kunne jo sagtens sove i det andet shelter, men skulle lige se, hvem det var. Det viste sig at være en franskmand, der havde cyklet fra Paris og han skulle videre op til Nordkap. Man møder mange interessante mennesker på sin vej og vi sludrede ganske kort, inden jeg lagde mig over i det andet shelter med ro i maven og trætte øjne.

Naturen er foranderlig

Næste morgen var der ikke nær så meget fløjten og lyde fra dyrene. Der var tåget og jeg kunne kun se indhegningen ved den nærmeste mark. Meget anderledes end morgenen før. Stadig smuk på sin lidt dystre facon. Livet er også foranderligt og to dage er ikke ens. Som Forest Gump sagde: Life is a box of chocolate, you never know what you are going to get. Så nyd det. Nyd de dejlige øjeblikke. Saml på gode minder. Og gør mere af det, der gør dig glad. Shelterne ved Naturskolen i Maribo på Lolland kan i hvert fald anbefales. Der er endda et handicaptoilet, som er åbent 24/7.

Hvilke steder på Lolland og Falster kan du anbefale at tage på mikroeventyr til?

 

De bedste hilsner,

Maria