I mit tidligere indlæg Plastik forsvinder aldrig, skrev jeg om mikroplast. Hvor det kommer fra og hvordan jeg bruger plastik, når jeg er på tur. I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan jeg mindsker mit forbrug af plastik. Det kan være, du allerede gør nogle af de samme ting. Hvis ikke, kan det måske inspirere dig til nogle nye måder at sætte dit forbrug ned.

Hvordan kan du mindske plastik i hjemmet?

Jeg elsker at være kreativ og har derfor hæklet og strikket en masse karklude i stedet for at købe engangsklude, der kan indeholde op til 20 procent plastik. Bomuldskludene kan du lave i lige den størrelse, farve og det mønster, du ønsker. De suger i øvrigt også rigtig godt. Vil du følge med i den kreative del af mit liv, kan du følge min anden profil på Instagram.

Min frokost på jobbet er medbragt hjemmefra hver dag. En god madpakke med hjemmebagt rugbrød eller rester fra aftensmaden går jeg aldrig galt i byen med, selvom kantinerne rundt omkring på landets arbejdspladser kan være virkelig gode!

Herhjemme bruger vi Lock ‘n Lock bøtter til madpakkerne i stedet for plastikposer. De holder tæt, selv hvis det er supper, og madpakken bliver ikke mast i tasken.

Sidst, men ikke mindst, så bruger vi nedbrydelig bioaffaldssække til vores husholdningsaffald. Det er selvfølgelig forskelligt fra kommune til kommune, hvordan affaldet sorteres, men det hele tæller – selv en affaldssæk om dagen.

Hvad kan du gøre på farten?

Der ligger altid et indkøbsnet i min taske, hvis jeg skulle få brug for det. I løbet af et år kan det blive en dyr fornøjelse af købe en, to, tre plastikposer i supermarkedet, hver gang du handler. Der er forskellige typer indkøbsnet og jeg har lidt af hvert. Jeg har et net fra REMA1000 til 10 kroner, hvor der virkelig er plads til meget i, og to andre af samme type. Derudover har jeg også et par stofposer. Produkter der kan genanvendes, er klart at foretrække.

Ligesom med indkøbsnettene, så har jeg også altid en drikkedunk med i tasken. Uanset om du er på tur eller ej, skal du jo huske at få nok at drikke, ikke? Nalgene laver nogle fremragende drikkedunke og jeg har aldrig brugt andet, siden jeg opdagede dem. Engangsplastikflasker fra supermarkederne, kiosken eller caféen er altid tilgængelige, men det bliver hurtigt mange 5-kroner eller 20’ere. Min drikkedunk er tjent ind i løbet af fem café mineralvandflasker uden brus og så kan den betjenes med én hånd, når jeg kører bil – smart!

Termokande med the frem for at købe en to-go. Jeg har ikke lært at drikke kaffe endnu (mon det kommer her i 30’erne…?), men så er der den last mindre. The er jeg til gengæld vild med! Jeg kunne købe mange kopper the hos Starbucks, Tante T og hvem der ellers er, hvor jeg befinder mig. I stedet vælger jeg at tage min egen termokande med og kan få lige den the, jeg har lyst til den pågældende dag. På den måde bruger jeg ikke plastiksugerør, plastiklåg og papkrus, men kan genbruge termokanden lige så mange gange, jeg vil.

Jeg har skiftet tamponerne ud med en menstruationskop. Den er mere hygiejnisk og kan anvendes igen og igen. Det er en engangsudgift og der er ikke noget affald udover papæsken, den leveres i. Jeg kan varmt anbefale den. Vatpinde skiftede jeg ud, så det var i træ frem for plastik, men nu er jeg gået over til genanvendelige vatpinde fra LastSwab. Det kræver lidt tilvænning, men de virker efter hensigten.

Hvad gør du i dagligdagen for at mindske plastikaffald?

 

De bedste hilsner, Maria