Uanset om du har vandret mange gange før eller er spritny inden for vandring, er Sydsverige et helt fantastisk sted at vandre. Der er et hav af ruter og det kan være svært at finde rundt i. Heldigvis er der vandreenthusiaster, som skriver bøger og inspirerer os andre. Én af dem er René Ljunggren. René har 49 års erfaring med fjeldvandring, har været turleder og turlederansvarlig på Outsite.org i 12 år, og udgav i 2017 bogen “Vandring i Skandinavien”, som du kan læse om her og nu er turen kommet til “Vandring i Sydsverige”.

Vandring i Sydsverige – Gå på opdagelse i den svenske natur

Endnu en gang har René Ljunggren skrevet en bog, der er lige til at gå til. Den er opdelt med en overskuelig oversigt og du får grundlæggende viden om Sydsverige, den herlige allemandsret, orientering uden for stierne og lejren. Herefter går det for alvor i gang med vandring. Bogen kommer omkring otte forskellige markerede vandreruter, hvor René også beskriver sine favoritruter uden for stierne i de otte områder.

Det er vigtigt, at du som uerfaren vandrer ikke kaster dig hovedløs ud i at vandre uden for stierne. Det kan nemt gå galt og du bliver nødt til at have kort og kompas med dig. Husk at øve dig hjemmefra, for når du står midt i ingenting og det regner og er mørkt, bliver det ikke lettere at finde vej. Du får en kort introduktion til, hvordan du skal gribe det an, at pejle dig i den rigtige retning med kort og kompas på din vandretur.

Hvordan du finder den rette lejr og hvilke overnatningsmåder du kan benytte, får du tips til i starten af bogen. Du får også en rigtig fin vejledning i, hvordan du laver bål. Når du kender grundprincipperne, er det ikke raketvidenskab at lave et bål. Og vigtigst af alt: Husk at efterlade naturen, som du fandt den. Eller renere. Vi skal ikke smide affald i naturen. Vi skal ikke sætte andet end vores fodspor. Punktum.

Vandreruter i Sydsverige

Og nu til vandreruterne!

I bogen finder du, som skrevet ovenfor, otte forskellige ruter:

  • Söderåsen
  • Kyst til Kystleden
  • Gislavedsleden
  • Store Mosse Nationalpark
  • Järnbäraleden
  • Höglandsleden
  • Blekingeleden
  • Hallandsleden

Ved hver etape er der en faktaboks med information om rutelængde, shelters, transport og hvor du finder mere information. Og selvfølgelig en beskrivelse af det enkelte område med skønne billeder og kortudsnit af ruten. Det får mine fødder til at klø for at komme på tur, når jeg ser alle de lækre lejrpladser og fantastiske udsigter. Pakke rygsækken og komme af sted!

René Ljunggrens egne ruter – uden for stierne

René har lavet mange ruter gennem årene og har samlet en hel del til dig i bogen. Alene på Kyst til Kystleden har René beskrevet ti ruter uden for stierne, så der er rigeligt at tage fat på. Alt i alt får du beskrivelser på 15 ruter uden for stierne. Her er du næste 100 procent sikker på, at du ikke møder andre mennesker. Her får du den vildmarksfølelse, som du fornemmer i programmet Alene i Vildmarken. Du kommer højst sandsynlig til at se de vilde dyr og kunne nyde stilheden i fred og ro.

Adventskonkurrence (afsluttet)

For at blive den heldige vinder af et eksemplar af Vandring i Sydsverige – Gå på opdagelse i den svenske natur til dig selv eller én du har kær og vil forkæle til jul, skal du gøre følgende:

Jeg trækker en vinder på CurlyCampers facebookside 3. søndag i advent, den 16. december 2018, klokken 18.00. Vinderen får tilsendt bogen og kan nå at pakke den ind til juleaften.

Konkurrencen er afsluttet

Hvilke ruter har du vandret i Sverige?

 

De bedste hilsner,

Maria