Naturen kan ikke nedbryde plastik. Med årene bliver plastikken mindre, men det forsvinder aldrig. Det bliver til mikroplast, som havets dyr indtager og så ryger det direkte ind i vores fordøjelsessystem. Ikke så lækkert, vel?

Glædelig 4. søndag i advent

Så blev det juleaften! Jeg håber, du har haft en dejlig december og får skøn juleaften med dem, du holder af. Der bliver købt en masse varer i forbindelse med julen og meget af det er pakket ind i plastik. Hvis du kan, så undgå at købe ting med plastikemballage. Det bliver alligevel smidt ud og det er ikke godt for planeten.

Plastik hører ikke til i naturen

Der er stort fokus på vores plastikaffald og det har der efterhånden været i nogle år. Det påvirker os allesammen og jeg synes, det er vigtigt at tage stilling til, hvordan du selv kan reducere dit forbrug. Eller i hvert fald tage dit affald med dig, i stedet for at lade det ligge i naturen. Alt det kommer jeg nærmere ind på i indlægget.

Sådan bruger jeg plastik på tur

Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil vi få affald i løbet af en vandretur. Der er affald fra fx lommetørklæderne til næsen, der løber, fra dine snacks og maden generelt. Når jeg er på tur, pakker jeg gerne morgenmadsportioner, som består af havregryn og rosiner, i poser. IKEAs zip lock poser er ret smarte og når jeg har spist maden, bruger jeg posen til affald, jeg får i løbet af dagen. Jeg beholder posen, indtil jeg kommer til en skraldespand, hvor jeg kan komme af med den. Fordelen ved IKEAs zip lock poser og andre lignende fra supermarkederne er, at de kan åbnes og lukkes igen og igen uden det store besvær, frem for en almindelig pose du bare slår knude på.

Hvad er mikroplast?

Mikroplast kommer bl.a. fra bildæk, gummisåler, tøj, engangsklude, maling, cremer og kosmetik. Alt under fem millimeter betegnes som mikroplast. Det er ikke kun nedbrudte plastikprodukter, men også slid fra produkter afgiver betydelige mængder mikroplastik. For eksempel bliver plastikposen til mikroplastik med tiden, når den i løbet af nogle måneder eller år nedbrydes til mindre og mindre stykker. Processen går hurtigere, hvis plastikposen ligger på havoverfladen og udsættes for solens UV stråler og bølgernes fysiske kraft. Hvis posen derimod synker ned på havbunden, hvor der er mørkt og stillestående vand, går nedbrydningsprocessen i stå og den kan ligge der i utallige år. Jeg synes, det er skræmmende, hvor meget affald der ligger rundt omkring. Det er både på gaderne, i naturen og i havet. Vi skal passe på vores planet. Vi har kun den ene. 

Du kan læse mere om mikroplastik her.

Hvad gør det ved jorden?

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at indtaget af mikroplast har konsekvenser. Ligesom at det selvfølgelig heller ikke er sundt for planeten. Der er endnu ikke lavet mange undersøgelser af konsekvenserne af mikroplast i jorden. Der er dog lavet et mindre studie af regnorme i jord med mikroplast. Studiet viste, at regnormenes vækst blev betydeligt hæmmet pga. mikroplasten i jorden. Det er noget skidt, for regnormene er vigtige for vores økosystem. De holder jorden sund og god at dyrke i. 

Læs mere om, hvad du kan gøre for at mindske mængden af mikroplast.

Vi må hver især gøre, hvad vi kan!

Plastik i havene

Der findes rigtig meget affald i verden. Det er faktisk 8 millioner tons om året på verdensplan eller 19 tons i minuttet. Det er virkelig meget! Ikke nok med det, så forventes det faktisk at mængden er fordoblet indenfor de næste 10 år. Mikroplast findes stort set overalt i havet og transporteres rundt med havstrømmene. Det er ikke svært at regne ud, at det ikke er sundt at spise plastik. Det er lavet af råolie og kan være tilsat alle mulige kemiske stoffer, som kan være skadelige for mennesker. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at al den lækre seafood jeg spiser (min svigerfamilie er skagboere), kan indeholde mikroplast. I indlægget på onsdag, kan du læse, hvad jeg gør for at mindske mængden af plastik, men det kræver en fælles indsats. 

Læs mere om affaldstyper, indsamling af plastik og hvordan det kan genanvendes her.

Min bøn til dig

Sørg for at tage dit affald med dig.

Lad være med at smide det, hvor det lige er belejligt.

Og det er uanset, hvor du befinder dig og hvad du laver.

Du har altid en lomme, hvor dit skrald kan være, indtil du kommer til en skraldespand.

Affaldet skader naturen og dyrelivet – både på land og i havet.

Hvordan holder du dit forbrug af plastik nede?

Rigtig glædelig jul til dig og dine kære!

De bedste julehilsner,
Maria