Blokhus og omegn
Blokhus ligger i det vestlige Nordjylland lige syd for Løkken, som er et af de eftertragtede steder at holde sommerferie. Det store og til tider voldsomme Vesterhav er dragende og de kilometer lange strande er som fluepapir om sommeren. Utrolig mange mennesker soler, bader og leger på stranden, hvor der også må køre biler. Så vær forsigtig.
Der er 40 minutters kørsel til Aalborg, hvis du vil til en ”storby”, men du kan også køre nordpå til Hjørring, Hirtshals eller helt op til Skagen. I nabobyen Hune finder du Skulpturparken Blokhus, som har forskellige temaer hen over året. Der er Vinterlysfest, sandskulpturer, træskulpturer og et magisk juleshow. Så uanset hvornår på året, du er på disse kanter, er der noget spændende at se på. Er du til fart og sjov, kan du tage i Fårup Sommerland, som ligger blot 7 minutters kørsel væk.
Hvad er Blokhus Gateway?
I Blokhus Klitplantage finder du Blokhus Gateway, som er et kæmpe område fyldt med naturoplevelser og aktiviteter for hele familien. Du parkerer her og følger stien hen mod campingpladsen, hvor du møder porten ind til Blokhus Gateway.
Her finder du en kæmpe naturlegeplads med alt fra svævebane og junglesti til redegynge og legehuse. Skoven byder også på fitnessbaner, bålpladser, madpakkehuse, shelterplads, mountainbikerute, sundhedsspor og Find Vej-orienteringsløb. Alt hvad friluftshjertet begærer for alle aldre.
På den anden side af hovedvejen er der en hundeskov. Ikke den typiske af slagsen, men en skov, hvor din hund må være uden snor, hvis du har fuld kontrol over den. Det vil sige: ingen indhegning og masser af plads til at boltre sig.
Et vintermikroeventyr på sundhedssporet
Blæst og gråvejr har været hovedingrediensen hen over efteråret og vinteren 2019. Der har været langt mellem de frostklare solskinsdage. Da jeg pakkede Bobby ind i sin fleecetrøje og mig selv i lag på lag, var det også med gråvejr i sigte og solen der kæmpede for at bryde gennem skylaget.
Ved indgangen til Blokhus Gateway er der et oversigtskort, som viser alt fra bålpladser og naturlegepladsen til vandrestier og mountainbikespor. Jeg har på forhånd besluttet mig for at gå sundhedssporet og se, hvad jeg møder på min vej. Bobby er i hopla med alle de nye dufte i skoven og drøner i zigzag derud af trods sine knap 14 år. Stien er plan, så barnevogne, kørestole og rollatorer sagtens kan benytte dem.
Sundhedssporet er markeret med en rød pil på pælene og er lette at gå øje på. Selve sporet er 2.3 kilometer langt og en passende længde for gamle hunde, børn eller hvis du vil ud og have noget frisk luft en times tid med plads til leg undervejs.
Naturlegeplads og shelterplads
Det første jeg møder på min vej, er naturlegepladsen, der er bygget ind blandt træerne i det kupperede terræn. Naturlegepladsen er meget velholdt og der er både svævebane, legehuse, redegynge, så de mindre børn også kan være med, og junglesti. Alt hvad børn kan få noget sjov ud af. Forældre kan jo teste balancen af på junglestien og se, hvem der kommer først igennem. Der er ingen tvivl om, at jeg skal have min nevø (4 år) og niece (1.5 år) med herud, næste gang de kommer på besøg hos os.
På den store åbne plads er der er en tavle, hvor du kan se resultatet af dit kondital, hvis du benytter sundhedssporet. Du kan både gå og løbe ruten, som er nøje opmålt for netop at give dig et ret præcis kondital. På den åbne plads er der også bordbænkesæt, bålpladser og endda en stor naturovn, hvor du kan bage pizza eller brød. Hvis du ikke har din egen dej med, kan du købe dej ved Hune Bageri.
Jeg fortsætter rundt på sundhedssporet og ser pludselig et skilt med en løber på. Det er fitnessruten, der går ind gennem den kupperede skov. Fitnessruten er 1.8 kilometer lang og med forskellige forhindringer undervejs. For eksempel stubbe du skal træde på og stænger du kan hoppe over eller kravle under.
Shelterpladsen, der ligger i modsatte ende af skoven i forhold til naturlegepladsen, har hele fire shelters, brænde, bålplads og muldtoilet. Her kan du sagtens holde en fødselsdag eller en fætter-/kusinefest. Der er plads til 20-24 mennesker i de fire shelters, vil jeg skyde på – og har dine gæster også telte med, kan I være mange flere.
Vesterhavets brusen og vindens susen i hundeskoven
Da jeg har været rundt på sundhedssporet og er retur ved parkeringspladsen, kører Bobby og jeg ned på stranden og løber lidt frem og tilbage langs vandkanten i blæsevejret. Der er gang i bølgerne og jeg elsker det. Der er noget magisk over Vesterhavet, de enorme kræfter og den ro det giver mig, uanset om det er havblik eller storm. Du må gerne køre bil på stranden, men vær forsigtig, for det er ikke til at vide, hvordan underlaget er. Har du en firehjulstrækker, kan du i princippet køre helt til Skagen.
På vej ud af Blokhus holder jeg ind ved hundeskoven, hvor Bobby må rende frit og hygge sig, uden at være begrænset af sin snor. Vi følger den gule rute på 1.7 kilometer. Vi kommer gennem nåleskov, kupperet terræn og tager en afstikker på Sti 100, som fører os op på det højeste punkt i hundeskoven. Der er en bænk, fin udsigt over trækronerne i skoven og solen titter frem bag skyerne et kort øjeblik.
Både Hærvejen og Nordsøstien går gennem Blokhus Gateway og hundeskoven. Det er begge naturskønne ruter, som jeg har gået dele af.
Læs om Hærvejens etape Frederikshavn – Hørbylund her > >
Læs om Hærvejens etape Fjerritslev – Tranum her > >
Læs om Nordsøstiens etape Skiveren – Kandestederne her > >
Læs om Nordsøstiens etape Tranum – Bulbjerg her > >
Efter en skøn dag i blæst og med nogle kilometer i benene, er både hund og menneske dejlig trætte, når vi kommer hjem. Bobby lægger sig i buret og snorker, og jeg sætter mig med en kop the og strikketøjet. Naturen gør godt. Naturen er helende for krop og sjæl.
Det er et rigtigt fedt sted. Vi har sommerhus kun 2 km derfra så har brugt det meget de sidste 8 år. Kan supplere med at der her i 2021 er kommet stort fint overdækket område med borde og bænke, så man kan holde et fint udendørs arrangement og ikke være helt bange for regnvejr. Der udover er legepladsen til de små også lige shinet op og der er kommet børnesikker brændekløver på pladsen også.
Virkeligt et dejligt sted
Hej Morten,
Det lyder dejligt med sommerhus ved Vesterhavet 🙂
Hvor er det godt at høre, at området er blevet shinet op – det gør det hele lidt sjovere. Jeg flyttede fra Nordjylland sidste sommer og har ikke været ved Gatewayen siden da, så tak for heads up 🙂
Ha’ en rigtig dejlig sommer.
De bedste hilsner,
Maria
Nordjylland er et af de steder i Danmark jeg ønsker at udforske endnu mere. Der er nogle helt fantastiske naturområder som kunne være spænende at gå på opdagelse I. Til den tid er jeg ikke i tvivl om hvor jeg skal finde inspiration 😉
Smukke Skagen vinder stadig titlen som min personlige favorit.
Kh. Helle
Hej Helle,
Tak skal du have 🙂
Du er altid velkommen til at skrive, hvis du vil have tips til et eventyr i Nordjylland. Der er utrolig mange smukke naturområder heroppe.
I skal helt sikkert tage til Rebild Bakker med jeres datter – der er både naturlegeplads, dyr og kilder I kan drikke direkte fra.
En tur på Tranum-Fosdal vandreruten er også at anbefale: 1.5-11 kilometer ruter, alt efter hvad I er til og kæmpe naturlegeplads.
Svinklovene er virkelig enestående med langstrakte udsigter og de herlige Vesterhav.
Når I skal til Skagen næste gang, så kør omkring Frederikshavn og nyd udsigten fra Pikkerbakken og tag en tur i Bangsbo 🙂
De bedste hilsner,
Maria