Hverdagen sker og der kan godt gå længere tid imellem vandreturene, end du ønsker. Sådan er det også for mig, selvom jeg forsøger at klemme mikroeventyr ind i hverdagen. Jeg ved, hvor godt det er at komme ud og derfor blev det Hedebostien, der skulle udforskes. Jeg havde læst om den ved åbningen i sin tid og hørte min veninde, om hun ville med på dagstur.

Hedebostien mellem Roskilde og Køge

Hedebostien der forbinder Roskilde Fjord og Køge Bugt, har været længe undervejs og åbnede for offentligheden i foråret 2016. Du kommer forbi Roskildes vikingeskibe, Hedeland, Tune skov, Karlstrup kalkgrav og ender i Trylleskoven ved Solrød Strand.

Det er 23 kilometer gennem skøn natur og du kan oven i købet downloade app’en, som giver dig løbende information om ‘things to do’ undervejs på ruten. Alt fra kultur, natur og bevægelse, for eksempel ridning.

Mine indtryk af Hedebostien

Som der står på hjemmesiden, går ruten fra Roskilde Fjord til Køge Bugt, men det betyder ikke, at ruten slutter i Køge. Den slutter mellem Solrød og Karlslunde ved Køge Bugt. Derfra er der cirka 2 kilometer til både Solrød og Karlslunde station. Her valgte vi at gå langs stranden til Karlslunde, da vi skulle retur til København.

Ifølge både hjemmeside og app skulle stien være godt skiltet og nem at finde, når man starter fra henholdsvis Roskilde og Karlslunde. Vi startede i Roskilde. Men det var ikke så nemt at finde starten af ruten, som vi havde forventet. Vi havde svært ved at finde skiltene, som ikke havde Hedebosti-logoet. Det havde der imod en cykel og et nummer med en pil på. Jeg skal dog ikke kunne sige, om skiltningen er blevet bedre, siden vi gik ruten i januar 2017.

Den første halve times tid havde vi app’en fremme en del gang for at sikre os, at vi var gået rigtigt. Vi gik længe på fortov på vej ud af Roskilde by og på asfalt langs nogle hovedveje. Ved Vindinge havde vi fortsat svært ved at se de små skilte. Først da vi ramte en grussti uden for Vindinge, var logoet af Hedebostien på pælen. Men det var også kun det ene af de i alt 3-4 skilte på hele ruten med logo.

Generelt var der mange steder, hvor skiltningen var dårlig eller utydelig. Det var godt, jeg havde downloadet app’en, så vi kunne dobbelttjekke, om vi var på rette spor. Et par gange var vi gået forkert, selvom vi havde fulgt skiltene. Ruten henvender sig til familier og der er gjort meget ud af at finde information om kulturelle steder og forskellige aktiviteter via app’en. Derfor synes jeg, det er ærgerligt, at det ikke er skiltet bedre og du skal bruge tid på at finde ud af, hvor man skal hen. Det ville hjælpe, hvis der var nogle “farvekoder”, ligesom på Skåneleden, så du har pejlemærker, når skiltningen er så sparsom. På Skåneleden er træer, sten og andet malet med orange maling, så du let kan finde vej.

Underlaget var ikke så varieret, som jeg havde forestillet mig. Der var en del asfaltveje, en del fortovsfliser og så lidt grusstier og en smule skovstier. Fordelingen har været omkring 60 % asfalt og fortov, og 40 % grus- og skovstier. Benene var lidt brugte, da vi nåede Karlslunde Station efter 25 kilometer. Vi havde taget vandrestøvler på, som ikke er beregnet til asfalt som primært underlag og det kunne mærkes.

Men uanset underlag og sparsom skiltning, så var vejret helt fantastisk og det var skønt at tilbringe en hel dag udenfor, hvor jeg var træt i kroppen på den fede måde. Fysisk træt, fordi kroppen har været i gang en hel dag, er blevet brugt og ikke fordi jeg har været på arbejde indenfor en hel dag.

Hvilke ruter kan du anbefale til dagsture?

De bedste hilsner,

Maria