Kalenderen siger oktober og det er tid til efterårsaktiviteter i den smukke årstid. Jeg kommer her med mine bud på, hvad du kan lave i og med naturen i efterårsferien, der er lige om hjørnet. Eller hvornår på årstiden det passer dig. 

Efterårsaktiviteter i skoven

  • Find kastanjer i skovbunden. Som barn har du sikkert lavet forskellige dyr med kastanjer og tændstikker, ligesom alle os andre. Har du børn, er det helt sikkert et hit. En idé kan være at bruge piberensere som ben og sætte perler på. Det bliver rigtig fint. Du kan også være heldig at finde spisekastanjer.
  • Svampesæsonen er kommet sent i gang på grund af hedebølgen, så du kan være heldig at finde svampe lidt endnu. Det kan blive til en lækker suppe, risotto eller tilbehør til en salat. Husk at have en bog med, hvis du ikke er vant til at samle svampe. De kan være utrolig giftige.
  • Efterårsblade i smukke farver kan bruges til mange ting. Kast med blade. Hop i bladbunker. Saml blade i smukke efterårsfarver, som børnene kan lave en løve ud af, når I kommer hjem. Mie viser, hvordan I gør.
  • Find en bålplads et sted, du ikke har været før. Tag derud og lave mad eller varm vand til kaffe, the eller kakao. Find en bålplads under “faciliteter” lige her.
  • Find et shelter et sted, hvor du ikke har været før. Tag en overnatning i det fri – det er en forfriskende oplevelse på den her årstid. Jeg elsker det! Find et shelter under “overnatning” her.
  • Gå ind på Naturstyrelsen og find en rute, du ikke har gået før. Det er sundt at udforske hjernen lidt og det kan du gøre ved at gå en rute, som du ikke har prøvet før. Som ikke kører på automatikken. Find et hav af ruter i Danmark her.
  • Bestig danske bjerge. Selvom det ikke er bjerge i europæisk forstand, så tæller de danske bjerge stadig. Der er faktisk en del bjerge i Danmark. Du kan finde dem lige her og tage dem fra en ende af eller finde dem der er i nærheden af, hvor du bor.

Efterårsaktiviteter på stranden

  • Bliv blæst igennem ved stranden. Der findes næsten ikke noget bedre, end at tage en tur til stranden. Pakket ind fra top til tå. Og så ellers blive blæst godt og grundigt igennem. Med røde kinder og næsen der løber. Det gør den varme kop the i sofaen meget bedre, når du kommer hjem igen.
  • Tag til Rømø eller Sønderjylland generelt og se Sort Sol. Tusindvis af stære fylder himlen med de smukkeste sorte formationer, der bevæger sig hurtigt af sted.
  • Udnyt vinden og flyv med drage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fløjet med drage, så det kan da være, jeg skal en tur til Vesterhavet med en drage under armen.
  • Find hulsten. Du kan sætte dem på et rør eller lave en skulptur ud af dem. 
  • Kast med smutsten – tilbage til barndommen. Hvem kan slå flest smut? Kan du slå din egen rekord? Hvem finder den bedste smutsten? Vi skal huske at lege. Det bliver vi aldrig for gamle til, men nogle gange glemmer vi, at det faktisk er sjovt at lege.
  • Se solop- eller nedgangen, alt efter om du bor i øst eller vest. Der er noget beroligende ved at se solen stå op og gå ned. 
  • Hop i bølgen blå. Men sørg for ikke at gøre det alene. Sikkerhed frem for alt!
  • Sov på stranden for første gang. Du kan læse, hvordan jeg overnattede på stranden i Skagen og på Rømø. Sørg for at have en varm sovepose med – der er ikke noget værre end at fryse.

Efterårsaktiviteter i hjemmet

  • Græskarsuppe. Jeg har fundet en rigtig lækker opskrift her. Du kan også lave en græskargryde, som er et hit herhjemme.
  • Lav græskarhoveder. Du kan købe græskar over alt for tiden. Du kan tegne lige den figur eller det mønster på græskaret, som du ønsker. Det er virkelig hyggeligt at sidde og se ud på græskarets lysende ansigt i haven. Du kan finde mere inspiration til brug af græskar og om Halloween hos Lise Sommerlund.
  • Der er altid en anledning til at bage. Efteråret er blot én af dem. Du kan bage muffins, kage eller pølsehorn. Min favoritting at bage er ølandshvedeboller. Og så med en skive ost eller den gode pålægschokolade fra Løgismose fra Netto. Mums!
  • Se en film om naturen med en god kop the i sofaen. Og et stykke chokolade. Eller fem. Find inspiration til, hvilke film og dokumentarer, der har med natur at gøre.
  • Læs en god bog eller læs et magasin, som du ikke har tid til i hverdagen. Du kan dykke ned i bogen WILD, som du kan læse lidt om her. Der findes forskellige friluftsmagasiner, som kan inspirere til nye ture og nyt grej. For eksempel Opdag Verden og Udstyr til Eventyr, som jeg selv har haft stor glæde af.
  • Tænd op i brændeovnen, hvis du er heldig at have sådan én. Tag et tæppe om dig og nyd en kop varm the, kaffe eller kakao, mens du hører musik, læser en bog eller et magasin eller ser en god film eller dokumentar, som nævnt ovenfor.

Hvad laver du i og med naturen i efteråret? Del gerne dine tips til efterårsaktiviteter.

De bedste hilsner,

Maria