Jeg tror, vi alle har et yndlingssted i naturen, som vi kommer tilbage til igen og igen. Det kan jo være alt fra det skønne sted i haven under kastanjetræet eller vindueskarmen i stuen, hvor der er udsigt til trækronerne og byens tage til det “hemmelige” spot på stranden eller søen, hvor der aldrig er andre mennesker, så du kan have det for dig selv.

Der hvor jeg slapper allermest af, finder ro og lader mine batterier op, er i naturen. Det kommer nok ikke som en overraskelse, hvis du har kigget lidt rundt herinde. Jeg vil gerne dele mit yndlingssted i naturen med dig – og mon ikke, der kommer mere end én anbefaling. Der er nemlig mulighed for ufattelig mange fede naturoplevelser i Danmark.

Naturoplevelser i Jylland

Alt efter humør, er der bestemte steder, jeg tager til.

Vesterhavet har en særlig plads i mit hjerte. Fornemmelsen af at være lille bitte i en enorm stor verden. Havet der virkelig kan vise tænder, men også være helt roligt. De uendeligt lange strande og tanken om, at der er hundredevis af kilometer mellem mig og det næste land.

Jeg tog på et mikroeventyr en vinter og cyklede til Vesterhavet, som du kan læse om her > > >

Nord for Aalborg finder du Tranum. Her kan du for eksempel gå premiumvandreruten Tranum-Fosdal, hvor du kommer gennem istidslandskab og dale, der minder om New Zealandsk jungle. Hvis du fortsætter lidt længere vestpå, rammer på Slettestrand, hvor Svinklovene tårner op. Det er et levn fra istiden og derfra er der en vild udsigt over det storslåede landskab.

Både Hærvejen og Nordsøstien går her forbi.

Toppen af Danmark, Skagen, byder på helt unik natur og et rigt dyreliv. På Grenen kan du se store flokke af sæler – især, hvis du går en tur derud tidligt om morgenen. Jeg så en flok på +20 sæler en sommermorgen klokken 5. Fra parkeringspladsen på Grenen kan du gå på opdagelse på én af de ruter kaldet Grenensporet. Fra Skagen Fuglestation kommer du 46 meter op i Det Grå Fyr og kan se hele vejen til Grenen og ind til byen i klart vejr. Gammel Skagen med Sømærket og solnedgangskiosken (som har virkelig god softice) er også et besøg værd. Den Tilsandede Kirke og de mange ruter der går derfra, er et interessant udgangspunkt for naturoplevelser i området. 

I Søhøjlandet kan du sejle kano, kajak, stå på SUP-board, cykle mountainbike, vandre eller bestige bjerge. Der er et utal af muligheder uanset alder og hvilken type friluftsliv du er til. 

Slåensø og Nordens højeste træ finder du i Søhøjlandet > > >

Du kan også bestige Himmelbjerget > > >

Er du til kuperet terræn og bjergtagende udsigter, så er Nationalpark Mols Bjerge stedet for dig. Her kan du møde vilde heste, komme til tops og få testet kondien, mens du bevæger dig rundt i én af Danmarks fascinerende naturperler.

Læs om min weekendvandring i Nationalpark Mols Bjerge > > >

Naturoplevelser på Sjælland

Ét af de mange danske steder, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste, er Stevns Klint og dét kan jeg godt forstå! Er du glad for at vandre, kan jeg varmt anbefale at gå Stevns Klint Trampesti. Du bevæger dig fra Bøgeskov og Holtug Kridtbrud til Mandehoved og Stevns Fyr, inden du kommer til Stevns Klint med kirken, der er ved at falde i vandet. Herfra kommer du forbi Koldkrigsmuseet Stevnsfortet og Boesdal Kalkbrud, inden du ender i Rødvig, hvor du kan spise en velfortjent is eller frisk fisk til aftensmad.

På det vestligste punkt på Sjælland finder du Røsnæs, som blandt andet byder på Danmarks største vingård. Området blev i 2018 udvalgt som ét af de 15 dejligste steder i Danmark i det nye Naturkanon. Der er fire ruter på forskellig længde, så alle kan være med. Ruterne er henholdsvis 2, 3, 5 og 25 kilometer lange.

Jeg gik Røsnæs Rundt i juli (2020), hvor jeg overnattede i shelter undervejs. Kuperet terræn, smukke udsigter og spændende shelters.

Du kan læse om min tur på Røsnæs Rundt her > > >

Nord for København finder du Farum. Her er der store skovområder og både Farum Sø og Furesø. Du kan bruge en hel dag på at vandre rundt om Furesøen gennem smuk skov med udsigt til søen stort set hele turen.

København byder faktisk på en del naturoplevelser, selvom det måske ikke er det, du umiddelbart forbinder med hovedstaden. Du kan både se alpakkaer på Sydhavnstippen, krondyr ved Amager Naturcenter og vandre i skov og på slette på Kalvebod Fælled, selvom du er i København. Du kan også cykle til Dragør eller du kan tage cyklen rundt langs havnen.

Læs min guide til naturoplevelser i København > > >

I går kunne du læse med hos Katrine fra Katrine Lund Løje, som fortæller om Torup slot og bøgeskov i Skåne. Hvis du ikke var forbi i går, kan du nå det endnu.

I morgen klokken 9.00 kan du læse med hos Helle fra Helles Univers, hvor hun fortæller, hvorfor naturen betyder så meget for hende og deler nogle af sine store oplevelser i Danmark og udlandet.

Hvor har du haft fede naturoplevelser i Danmark?

De bedste hilsner,

Maria